Sårede soldater kaldes offentligt ” militære parasitter” af Henning Sørensen, Grenaa.

Jeg gik i en form for sort, da jeg så hans læserbrev i lørdags på tv.

Han harcelerer over, at soldaterne kommer først i behandlingskøen. Hvis han nu droppede hans alkoholfrie altervin længe nok til at læse nyheder vedr. dette, ville han måske forstå at de faktisk stilles mindst lige så ringe i sundhedssektoren. Ikke at denne viden ville ændre på hans synspunkter.  Han har en fast tro på egne synspunkter. Han fatter ikke, at soldaterne bl. a. kæmper for, at han kan fortsætte sin hadefulde lænestolskrig uden at risikere noget.

 Demokrati og ret til egne meninger er ikke noget givet. Det kræver daglig modstand mod mørke kræfter.  For eks, visse kristne fraktioner, der er imod alt, forbyder alle udtryk for livsglæde og kalder andres forsvar af DERES rettigheder for en synd.

Er det ikke SHARIA i en kristenmodel?

Denne gang er han virkelig gået for vidt. Jeg kan ligesom ikke lide ham, og slet ikke hans mærkværdige opfattelser af det gode.

Når vi begge er gået bort en gang, vil jeg vinke ned til ham.

Nu begynder jeg at interessere mig for mobilen.

Helt ærligt. Jeg har aldrig gidet sætte mig ind i, hvad mobilen kan. Jeg sender sms over pc ( har ikke fundet ud af at modtage nogle og har den ellers i tasken/lommen til nødsfald). Jeg  kan ringe og modtage næsten uden problemer. Ja, jeg er for langsom, men det interesserer mig ikke en bønne.

Så konstaterede jeg den anden dag, da jeg studerede arveloven, at der er muligheder i tingesten. Hvad det angår, kan jeg både både lave nødtestamente, sidste vilje, osv pr sms etc.  Jeg kan gemme det, og udløse i nødsfald. Nå det får jeg sikkert ikke brug for. Jeg opdagede bare en masse muligheder, jeg ikke havde kendskab til. Så er det lige det med at lære at bruge dem, men det finder jeg nok ud af.

Jeg burde have gjort noget ved det for længe siden.  Det interesserede mig bare ikke. Jeg skal nok have en mere avanceret end en nuværende, men ok.

Jeg går aldrig af vejen for et godt spil.

Så fik vi købt ind. En helt igennem dejlig dag. :)

Endelig var vejret og vores indkørsel klar til en Tysklandstur. Hvad hjælper det at have et par biler, når man ikke kan komme ud.

Dagen startede med et dejlig kvindesnak et par gange med et menneske, der har fået en stor plads i mit hjerte. Set udefra kunne vi ikke være mere forskellige, men som “mennesker” har vi næsten alt tilfælles.

Inden vi kørte, sikrede jeg mig lige at sønnen min kunne læsse af, hvis ryggene svigtede. Det blev heldigvis ikke nødvendigt.  Da vi skulle læsse

Så er jeg næsten opretstående igen. Vores fuglekonge og solsort.

Lastbilen står midt på min kønne græsplæne foran huset. Hvor køn den så vil være, efter den tunge bil, tonsvis af sne, hvor det er ryddet en gang med en gummiged,— Det vil vise sig. vi fortrak bare at trække bilerne væk fra vejen. Vi har prøvet at få ramt en personbil, en varebil, cykel og hvad der ellers var på een gang af en bil, der kørte galt i sneen. Man kan vel lære.

 Vores solsort sidder under lastbilen og spiser sit daglige æble og sin fedtportion. Fuglekongen ville også have mad. Jeg troede ellers, den spiste ved hønsene, men den vil maden mere fedtholdig.  Vi elsker at sidde og iagttage dem.

Det har været en hård tid. Den gamles landinger er ikke bedre end mine, så han fik rygproblemer. Det var så synd, for vi var inviteret til middag hos nogle kære venner. De gør altid en masse ud af det og det er så hyggeligt og rart. Nu er de vist sårede. Det er jeg ked af.

Jeg fik iskias d. 10-1. Jeg prøvede at komme over det selv med diverse medikamenter og husråd. I ved jo selv, hvor nemt det er at komme forbi lægens telefondrage. Jeg måtte overgive mig til sidst og kom tudende derind på min krykke. Vi kan da ikke forlange, de skal køre i snevejr. Jeg fik så et “skud for boven”. Nu kan jeg næsten rette mig ud, men er på tvungen slankekur. Den læge, der var der, gav mig en kæmpedosis binyrebarkhormon. Det kører ikke rigtig sammen sukkersyge, Så jeg får  mere insulin end mad.

Nå, jeg kommer nok igennem det. Det er prøvet før.

Vi har slet ikke været på vores Tysklandstur endnu. Vejene har ikke været til det, men jeg har snart abstinenser. Jeg vil gerne snart se noget andet, end det hjemlige.

Vi har det nu godt. Efter så mange år sammen er der en sjælelig ro i at være sammen og dele hverdagen på godt og ondt. Alligevel kan vi stadig opdage nye tin

Når vågeblusset kvæles

Livet har jo så meget til os. Jeg skal ikke kunne sige, om der er en form for balance. Lige dele af hvert. De sørgelige og kedelige oplevelser har det jo med at dominere  og fylde.

Vi mente, at vi havde et håb, et lille vågeblus der kunne overstråle de sidste års tab. Men som skrevet står: Den der har skal have,  men den der intet har  –osv.

En ond vind tog det fra os og kvalte det med sin iskolde ondskab.

Fra nu af kan alt vel kun blive bedre.

Tv udsendelsen om tabet af Sebastian i Afghanistan. Henning Sørensens hadefulde udfald.

Vi så den i går aftes. Den smertede langt ind i sjælen og fik hjertet til krympe sig. Vi snakkede ikke. Vi så, hørte og følte smerten. Følelser, vi kender.  Vores yngste søn har været i Afghanistan, men kom heldigvis hel hjem til os.

Der gled mange tårer ned ad kinderne. Vi har jo sorgen over  vores ældste søn, der blev dræbt i trafikken. Vi følte et fællesskab. Jeg klapper også ting, der har tilhørt hjem. Jeg snuser til hans sovepose og føler. Jeg går i sort, hvis de ting han har efterladt ikke bliver behandlet med omhu og respekt.

Det var hårdt, uendeligt hårdt, at opleve en anden mors sorg.  Det trøstede mig at høre om hendes drøm og udlægningen af den.  Jeg har haft to meget smukke drømme, men derefter intet. Jeg har flere gange stået foran hans billede og tigget og bedt ham om at give et eller andet “livstegn”.  Kald mig bare tosset, hvis I vil. Kærlighed går ud over døden. Båndet forbliver ubrudt.

Vores ældste søn var i Israel under Golfkrigen. Hans begrundelse for at blive var, at han var taget dertil for at lære dem at kende og deltage i deres liv. Det selvom, han konstant bar gasmaske og måtte gå i beskyttelsesrum den ene gang efter den anden. Nej vi er ikke jøder, men kristne. Vi er først og fremmest mennesker.

Min yngste søn har som skrevet været i Afghanistan. Det var så hans beslutning.  Han gør det sikkert igen, og vi gamle må ikke overtage opgaven for dem.

De soldater, der tager afsted kæmper for de idealer om menneskerettigheder, som vi tager for givet.  Jeg er stolt af dem, selvom jeg åbent indrømmer, at jeg kunne klare mig med lidt mindre stolthed, hvis han blev hjemme.

Den super overreligiøse kristne lænestolskriger Henning Sørensen kalder det sikkert ” Guds straf”  Jeg vil gerne starte en indsamling til en billet til Afghanistan til ham. Så kan han med egne øjne se overgrebene, undertrykningen og nedværdigelsen af afghanske kvinder i talebanområder. Det sker altsammen i ” Den almægtiges ånd” .  Så kald ham/hende, hvad I vil.

Gud skabte os lige, og det skal alle respektere uanset trosretning.

Mine kram og tanker går til de pårørende til de, der har mistet livet i indsats for retten til et værdigt liv.

Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Skæve eksistenser.

Jeg må erkende, at det er rigtigt. Jeg var ikke klar over, hvor meget man flytter sig i sine meninger og følelser. Det ved jeg så nu.

Jeg observerede, at nogle læste mine blogindlæg fra begyndelsen og til nu. Først tænkte jeg, at det da var ligeså kedeligt som at læse gamle aviser, så hvorfor gøre sig den ulejlighed.  Den gjorde jeg mig så selv.

Jeg prøvede at danne mig et objektivt billede af hende Xantippen. Jeg nåede frem til, at det var et følelsesladet menneske, der altid søger efter den endegyldige sandhed. Den findes bare ikke.  Jeg kan jo bare se, hvor meget mange af standpunkterne har flyttet sig.  Det betragter jeg som positivt. Det beviser en vis form for liv, smidighed og forståelse.

Der er nu een ting, der aldrig ændrer sig. Jeg afskyr stadig mennesker, der er nedladende og dømmende overfor deres medmenneskerog kategoriserer dem. Især bliver jeg rasende over udtrykket: 

Skæve eksistenser

Hvad mener de egentlig med det?  De laver endda specielle boliger til dem nogle steder. Sådan lidt væk, så de ikke støder øjet. De mener sikkert selv, at de er gode altimens de laver “skæve ghettoer”. Der var en der fortalte mig, at hendes mand interesserede sig for skæve eksistenser.  Gad vide, hvad interessen er. Som jeg kender ham, ville han aldrig nærme sig dem uden beskyttelsesbeklædning og gummihandsker. Det er nok snarere en mindre doktorafhandling der skal skrives, eller en billet til byrådet for engagementet, det drejer sig om. Måske begge dele. Dum er han ikke, kun DUM.

Jeg forstår sådan set godt Maos grundide med at bibringe folk  jordforbindelse, inden de blev ledere.  Det er en mangelvare ved diverse sagsbehandlere og pædagoger. De mangler grundlaget for at kunne kommunikere med andre end deres egen slags. Så kan man diskutere nytten af dem. Vi har haft den udsøgte fornøjelse i selskabelig sammenhæng, at overhøre en flok af disse overmennesker. De fortalte alt, om de personer de havde eller havde haft  berøring med.  Sådanne bagateller som tavshedspligt og menneskelige/sociale hensyn sked de på. ( undskyld)  Uanset klienters/patienters lykkelige resultater og fremtidsperspektiver, var de stadig: De der undermennesker. Det var janteloven i fuldt flor.

Hvad er en skæv eksistens egentlig?

Hvis du planter 10 frø, vil et altid skille sig ud. Har det ikke stadig en eksistensberettigelse?

?

89-årig røvet og tapet. Dommene er for milde.

Hvad tænker i, når I hører om det? Det er Danmark, lille fredelige trygge Danmark, eller?

Man skulle tro, vi levede i en “bananrepublik” . De venstreorienterede siger nej og påstår, at det er et globalt problem. Klap min bare—-.

Vi kunne have minimeret dette problem ved at beholde grænser med overvågning. Vi kunne have undladt at give opholdstilladelse til mennesker, der hader os og vores levevis, før de kommer. Mennesker, hvis eneste mål er at afskaffe vores demokrati, uden hvilket de aldrig var kommet hertil, for at indføre deres udemokratiske, menneskeuværdige  love.

Selvfølgelig er der også etniske danskere, der begår den slags forbrydelser, men det er en meget lille  procentdel. Østeuropæere kommer i klynger med deres Eu-pas for at berige sig ved kriminalitet.  De opfører sig mere skånselsløst end de religiøse ekstremister. Man burde genindføre grænsekontrollen og undersøge de biler, der kører ud af Danmark.  Hvorfor går politiet ikke efter ofre for tvungen prostitution?  Tænk, hvis de brugte ligeså meget tid på dem. som småtyveknægtene.

Vi må heller ikke forsvare os, hvis vi bliver overfaldet. Ikke engang i eget hjem. Hvis de stakkels overfaldsmænd lider overlast grundet vores nødværge, skal vi i fængsel, og de skal have erstatning. Jeg har spurgt politiet den ene gang efter den anden om, hvad der er tilladt i en nødværgesituation. Jeg har ikke fået svar endnu.  De lader til fuldstændig at glemme nødværge§ og ofrenes forsvarere bruger dem ikke fuldt ud.

De flittige tilflyttere/flygtninge, der passer et arbejde, uddanner sig, respekterer os og vores levevis og udfylder deres plads i vores samfund, de bliver taberne i denne problematik.  Det må være ulideligt at skulle leve med fordomme skabt af kriminelle elementer.  Jeg ved ikke, om jeg ville have styrken til det. Har I?

Jeg vil mene, at ethvert røveri burde straffes som drabsforsøg.  Bare tænk, hvis den 89-årige havde haft dårligt hjerte, hvilket ikke er ualmindeligt i den alder. Hjemmerøverier er det laveste og bør straffes efter alle § med den højst mulige straf indenfor straframmen og så med skærpelse. Vi har lovene og strafmulighederne.  Hvorfor bruges de ikke.???????????????

Gør dog noget ved det.

Testamente og “berøringsangst”

Kan nogen fortælle mig, hvad dælen der sker. Nævn ordet testamente og alle går i sort.  De går nærmest i panik, nægter at tale om det eller skrive de sidste ord. Det er tarveligt overfor de efterladte. Hvis min mand kunne droppe hans fatalisme lidt, ville han sikkert efterlade en tegning med “fingeren” Oversat:  Jeg vandt gamle  

De skal dø.  Ja selvfølgelig skal de det. Hvis de ikke var så forurenede af den globale forurening, kunne de måske gå ind i kredsløbet.  Vi burde sikkert alle begraves på Kommunekemi. Bare for en sikkerheds skyld.

Jeg er da ligeså angst som alle andre, men jeg ved, det vil ske. Det er sjældent, vi overlever døden. Jeg har haft en “før død oplevelse”. Det var fantasisk og fjernede noget af min angst.  Jeg har været sammen med døende mennesker og oplevet farver og varme i deres nærhed. Måske er det bare fornemmelsen af kortslutningen i alle deres systemer. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, det var smukt og trøstede mig. Hvis de har oplevet det samme i deres sidste stund, så var den smuk.

Det er da så ligegyldigt. om I kun har en gammel pibe eller en vigtig bog at efterlade Jer. Skriv et stykke papir, så det kommer hen, hvor I ønsker det.

Vi har ordnet vores. Har I ?

Så gør da noget ved det. En kærlighedshilsen efter vores bortgang glæder også.

Tilgiv din bror 7×7x7 osv, eller “Vend den anden kind til”

Det lyder da smukt. Vi har vel også allesammen ladet os friste til at prøve det.

Jeg har hørt og læst utallige fortolkninger af disse ord. Jeg har endda gjort mit bedste for at efterleve dem. Jeg har nu mere behov for en brugsanvisning.

Jeg kan tilgive, hvis der er bare det mindste grundlag  for tilgivelse.  Men jeg må have lov til selv at sætte grænsen.

Så er der det med den anden kind. Jeg har altså kun to. Jeg har fra fødslen været udstyret med to røde æblekinder uanset vægt eller livsstil.  De er altså ved at være slidt op. Jeg kan heller ikke dreje hovedet hovedet hurtigt nok, så slagene bliver ligelig fordelt. Det er som at være tilskuer til en meget hurtig tenniskamp.

Kunne vi ikke lave det om til: “Stik en ny hage frem.”?  Så kunne jeg vælte mig i lækker mad og tilføje en ny hage, hver gang den gamle var slidt op.

Ja ja, det var bare sådan en tanke.