Socialt bedrageri. Skal vi anmelde naboen?
Jeg vil sige nej. Myndighederne har alle muligheder for selv at kontrollere. De kan sammenligne levestandard med indtægt. Forhøre på motorkontoret om indregistrerede køretøjer, og se hvilke boliger/ejendomme der betales ejendomsskat på. De kan besøge familien for at tale om skatteansættelse osv osv. Samtidig ser de så også om hjemmet er fyldt med designermøbler og lign.
Det kan altsammen lade sig gøre indenfor rammerne af gældende lovgivning.
Det er straks sværere, når det drejer sig om: Bor sammen eller bor ikke sammen. Skal man straffe folk for at tage en prøveperiode? Skal man ødelægge et begyndende forhold, ved straks at forlange enten/eller. Moderne mennesker er som hovedregel oplyste nok til ikke straks at dele økonomi. Forelskelse er een ting, adgang til bankkortet noget helt andet. Der kan heller ikke forlanges, at en ny partner betaler for andres børn.
Anonyme anmeldelser for socialt bedrageri kan også udvikle sig til regulær chikane mod naboer og familie. Det har vi næsten alle oplevet i nabolaget. En meget emsig nysgerrig person anmeldte alt, hun troede var regelbrud af den ene eller anden art. Det var alt fra arbejde til børneopdragelse. Det bragte mange af os i midlertidige vanskeligheder, da vi skulle dokumentere, at det var urigtigt. Det har kostet meget tid, papir, penge og ærgelser. Der var ikke hold i en eneste anmeldelse.
Før var vi alle meget åbne overfor hinanden og fortalte alt. I dag foregår kommunikationen på et meget formelt ligegyldigt plan. Den skade er uoprettelig.
Så skal vi opfordres til at melde hinanden?
NEJ
Skrevet i Lidt om alt | Kommentater (0)Hvad bliver man da ikke udsat for? Hvordan kunne det ske?
Den gamle har fået en sportsskade. Ja! I læste rigtigt. ;) Det gør grusomt ondt fra knæet, opad låret og til midt på ballen. Altså senen. Det er selvfølgelig min skyld, fordi jeg forlangte færdiggørelse af nogle ting, så jeg kunne generobre huset. Hver gang han troede sig færdig, blev han sendt ud til saven igen for at lave flere lister til mig.
Når man kender hans indstilling til sport, samtidig med at han redder sig en typisk sportsskade, så kan man kun trække diskret på smilebåndet. Jeg tænker bare på de gange, hvor jeg foreslået simple øvelser til afhjælpning af smerter. Jeg ved nøjagtigt, hvad han ville sige, hvis jeg foreslog det igen. Jeg ved også, hvad jeg ville svare osv. Altså siger jeg ingenting. Det sker virkelig, at jeg holder munden lukket. Tro det eller ej.
Jeg mener bare, at når vi nu næsten har overstået 30-årskrigen, er der vel ingen grund til at starte en ny.
Og så er der gang i køllen.
Ha ha! Gad vide; hvad I tænkte.
Det er en lammekølle. Vi elsker det, og den er jeg specialist i. Vi laver hver især, hvad vi er bedst til. Når den er færdig, har den en skorpe af krydderier ( ikke for lidt og ikke for få) og røget spæk. Der er rodfrugter og halvkogte kartofler rundt om i bradepanden. Saucen tilberedes med tyttebær, champignon og rundes af med lidt kraftig rødvin og lidt fløde.
En gudespise.
Jeg har så tit hørt den der med uldsmag i lammekød. Jeg ved ikke, hvordan folk kan få den smag frem i kødet. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, hvis kødet er godt hængt. Da vi i sin tid fik slagtet de temmelig gamle moderfår, ledte mine smagsløg efter uldsmagen. Der måtte da være noget om snakken, troede jeg.
Jeg tog heldigvis fejl i min formodning. Det var simpelthen pragtfuldt. Lamme/fårekød har også den fordel, at det kan laves til hvadsomhelst. Vi er pjattede med det og samtidig kan vi servere det for både jøder og muslimer. Altså lige bortset fra at fløden må udelades ved jøderne.
Nu er der dømt en time på den ene og anden side, mens den simrer færdig. Og så starter vi vores eget lille sunde ædegilde.
Og så det positive.
Som de fleste af jer ved, var den Gamle vognmand i mange år. Nu er vi så nået til anden generation i transportsektoren. En transportkone.
Datteren kom forbi med en af hendes trækkere. Hun slog hendes far med flere længder i bogstaveligste forstand. Det var så skønt at se hendes glæde og stolthed. Vores var nok ikke mindre.
Der er jo også det med, at de fleste af os har det der Wroom-wroom gen. Nu har hun endelig fået opfyldt hendes drøm. Bare skønt. I skulle have set, da hun startede dyret, trykkede på hornet og “rullede” derudaf.
Godt gået
Når tyven kommer på besøg, igen og igen—
Jeg er vred. Jeg kunne spy ild og blod.
Jeg har flere gange haft fornemmelsen af uønskede besøg. Jeg har ikke kunnet finde flere ting, jeg 100 % vidste, hvor var. Jeg har slået det hen med stress og omrokeringer grundet den gamles byggematerialer. Til sidst begyndte jeg faktisk at betvivle min mentale tilstand. Jeg mener, det kan da ikke altsammen blive flyttet og gemt væk, uden at jeg kan huske det.
Det er jo sådan, demensen begynder at vise sit grusomme ansigt.
Jeg begyndte at trække mig ind i mig selv og være meget påpasselig med, hvad jeg ytrede i diverse medier. Jeg blev også dybt nedslået. Derfor var det næsten også en lettelse, da vi så beviserne for tyverierne.
Denne gang var det bl. a.mine glas, man havde plukket af. Nogle af de glas, jeg har fra mit barndomshjem. De kommer kun ud af den aflåste glasvitrine til højtider. De sættes altid tilbage på samme plads. Alle pokalerne og en del af andre størrelser var væk. Lågerne var presset op istedet for at flytte nøglen.
Det var også tydeligt at se, hvor der var taget andre ting fra. Det støver nemlig, når man renoverer, så de bare pletter er tydelige.
Vi blev ikke mindre vrede af at vide, hvem det er. Nej det er hverken familie eller nærtstående, men dog et menneske, vi har vist tillid.
Det er en tung skuffelse at komme over. Nu overvejer vi konsekvenserne. Raseriet skal lige være dæmpet så meget ned, så vi kan tænke rationelt igen.
Jeg vender positiv tilbage
Robotter skal overtage ældre-handicapplejen. Fagre nye verden.
Indrømmet, jeg er nyhedsnarkoman, så jeg læser det hele. Håber jeg!
I går læste jeg så, at robotter skal overtage plejen af ældre og handikappede både på hjem og i eget hjem. De skal støvsuge, bade og spule/tørre efter toiletbesøg. Demente kan kæle med kælerobotter.
HVOR UVÆRDIGT KAN DET BLIVE?
Bortset fra støvsugningen er det så menneskefjendsk, at Amnesty International og menneskerettighedsdomstolen burde inddrages. Det er dine og mine medborgere, hvis trivsel står på spil. Du ender der måske selv en dag.
Disse borgere har ligesom alle andre brug for menneskelig kontakt. Og ikke for lidt. Nu bliver de gjort til ting, der nødvendigvis skal vedligeholdes, til motoren stopper. Derefter giver computeren besked til bedemand og myndigheder om objektets totalskade, bortskaffelse og beregning af tilskud til dette. Sådan lidt i stil med skrotningspræmie til gamle biler.
Amerikanerne udførte for mange år lign. forsøg med spædbørn. Der blev ikke talt eller kælet med disse børn. De blev kun skiftet og fodret. Og tænk engang–børnene døde.
Hvad vil I unge ligeglade mennesker gøre, hvis samme system indføres i børnehaver, vuggestuer, skoler osv.??????? Vil I så vågne og sige stop? Eller vil I affinde Jer med, at Jeres børn omdannes til et “computeranimeret” produkt?
I afleverer dem bare efter endt barsel og henter det færdige produkt, når den programmerede uddannelse er bestået. I slipper for bøvlet med bleer, trodsalder, pubertet osv. ;)
Hvis det ikke var så oprørende og uanstændigt, kunne man bryde sammen af grin.
Jeg håber stadig at få at vide, at det var en malplaceret spøg. Det er nok fordi, mine ønsker for samfundet ser anderledes ud.
Hvordan ser Jeres ud?
Skrevet i Lidt om alt | Kommentarer (1)Eltroxinens evige mareridt. Sundheds-og lægemiddelstyrelsens sparehysteri koster formuer.
Endelig fik jeg en tid ved endokrinologen. NU skulle det udredes, hvorfor bl. a.Eltroxinen gav mig voldsomme gener og ikke havde balance i effekten. Hjælpen skulle være indenfor rækkevidde.
Hvad er der galt med mig, når jeg så tit får problemer ved “modernisering” af medicin og nye produkter. Jeg har altid følt mig som en klynkende hypokonder, når jeg har måttet forklare/forsvare mine vanskeligheder. Det har altid ligget i luften, at det var min skyld.
Det er også svært at virke troværdig og overbevisende, når man føler sig usikker og skamfuld. Alle andre tager jo disse medikamenter uden problemer, eller gør de
Nå! specialisten virkede flink nok. Hvor meget dansk hun forstod, ved jeg ikke. Resultatet blev et andet medikament i stedet for Eltroxinen. Det blev lovprist i høje toner.
HALLEJUJA!
Jeg blev bare mere syg og sløv end før. Hovedet var ved at sprænges, jeg havde rysten, blev konfus, osv. Jeg gemte mig i min seng og håbede på jordens undergang, så mareridtet kunne stoppe. Jeg drømte om udfrielse.
Jeg holdt op med at tage skidtet, både det ene og det andet. Efter tre dage kunne jeg arbejde en dag igennem på fuldt drøn. Sikke et liv. Så godt har jeg ikke haft det flere år. Nu kunne jeg få lavet alt det, jeg havde været for sløv og ligeglad til at opfatte de foregående år efter ændring af produktet. Lykken varede selvfølgelig kun et par dage, for jeg har brug for det.
Jeg fandt ud af at bruge nye søgekriterier. JEG ER IKKE NOGET SÆRLIGT.
Jeg blev chokeret over at se, hvor mange mennesker der har nøjagtig de samme problemer. Mennesker, der ligesom jeg, kæmper en fortvivlet kamp for at få hverdagen til at fungere. Der var dokumentation for, at det naturlige hormon gav balance, og evt. bivirkninger var ubetydelige. Man mente også at kunne dokumentere, ( studiet er ikke helt færdigt) at de kunstige hormoner skader mere, end de gavner. De kan fremskynde vores exit.
De naturlige hormoner kan fås i DK, men bliver hovedsageligt eksporteret.
Sundhedsstyrelsens og lægemiddelstyrelsens sparehysteri udelukker os fra effektiv behandling med minimum risiko for at spare 40 kr. pr 100 tabletter. Jeg kan godt selv betale 40 kr. for at få min livskvalitet igen. Hvad mon de års læge/specialistbesøg har kostet samfundet.
Nu skal der kæmpes for min og de andres livskvalitet. Jeg er parat.
Fanbreve/mails og komplimenter. “Blodbadet i jordbærbedet”
Men dog , men dog. Jeg skriver nu ikke rundt om for at få bekræftet mig selv, men for at få luft.
Jeg vidste ikke, at man kunne flytte tingene så meget ved bare at uftrykke sine meninger-tydeligt. Det kan man så åbenbart. Jeg får positive breve og mails Jeg ser andre bruge mine alenlange argumenter. Det luner, men kræver mere ydmyghed fra side. Det må jeg lige øve mig på.
Komplimenten i dag var utilsigtet, men frydede mig. Jeg var ved doktoren for at få taget blodprøver. Hans telefondrage kiggede rundt efter mig. Jeg stod lige foran hende i tøj, hun har set før. Til sidst spurgte hun prøvende” Kirsten skal du have taget blodprøve”. Mine laserbehandlinger har altså ikke været forgæves. Vi andre kan godt se, at det har hjulpet, men ikke at det var så meget. Min selvtillid vokser og vokser. Nå ja! hvorfor ikke?
Vi havde vores barnebarn den anden dag. Jeg sad på græsplænen og holdt diskret øje med hende. Hun gik bag mig, men der skulle være ufarligt. Så stod hun grinende foran mig med blodrøde løbende stimer i ansigtet. Et kort øjeblik frygtede jeg det værste. Hun havde somænd bare fundet jordbærbedet.
Livet har da også sine dejlige sider.
Lars Skree måtte ikke vise døde og sårede afghanere i Armadillofilmen.
Lars Skree er oprevet over dette forbud. Han kalder det cencur. Vi andre kalder det anstændighed og hensyn til de faldne afghaneres pårørende. De får måske også filmen at se. Modstandere i en krigshandling kan godt udvise gensidig respekt. LS burde vide, at der er regler og konventioner, der SKAL overholdes. Oberst Fank Lissner fulgte disse.
De døde og sårede skal ikke fremvises som jagttrofæer.
Hans indstilling får mig til at tænke på tilskuere til trafikulykker, der filmer løs og mange gange hindrer redningsfolkene i deres arbejde.
Filmfolkene havde også meget travlt med at hænge en soldat ud, der kom til at bruge et forkert ord. Manden er soldat, ikke dansklærer. Soldaternes reaktion blev også fortolket uden forståelse for, hvad de lige havde været igennem, OG OVERLEVET.
Hvad var egentlig formålet med denne film? Skulle det være en reel dokumentar om soldaternes følelser og vilkår, eller havde der været bedre salgstal i at lave den til en skræk og splatterfilm i propagandaen mod dansk engagement?
Det får vi nok aldrig svar på.
Skrevet i Lidt om alt | Kommentater (0)Varmebølge og frosne lagner.
Støn, pust, Vi er ved at gå til af varme. Alt kan overdrives. 31, 6 i skyggen. Vi skiftedes til at underholde barnebarnet. Vores svømmepøl er en god investering.
Jeg har lagt lagner i fryseren til i morgen. Det siger jeg Jer, sådan et koldt lagen til at svøbe sig ind i er bare alle tiders.
Nu venter jeg bare på, at temperaturen falder så meget, at det er muligt at sove.
Sov godt Allesammen.