Xantippens blog

Rød regering=kostbart dukketeater???

Kirsten — Thu, 17 May 2012 15:04:20 +0000

Jeg sad og kiggede på nogle af de hovsa-love og lovændringer, den røde regering har lavet. Man kan næsten sige: Hver dag, sin katastrofe. Vi kommer nærmere og nærmere afgrunden, men jeg tør vædde med at regeringen hænger fast med neglene til sidste sekund. Det er nok også deres eneste chance for at få sorte negle. Så kan de også prøve det.
De vil have arbejdsstyrken til at arbejde mere. De vil endda stjæle et par helligdage.
Hvorfor starter de så ikke med 1.ste maj.
Deres tyveri af helligdage kommer til at koste både penge og endnu flere arbejdspladser. Sådan er det med alt, de har lavet. De handler før de har undersøgt konsekvenserne og omkostningerne ved deres handlinger.
Det fik mine tanker til at gå til min barndoms dukke-eller mester Jalel teater. Det var mere de fantasifulde figurer, vi morede os over end historien, for den forstod vi ikke altid.
Det er det samme nu. Kulissen hedder Christiansborg og dukkerne kender vi. Johanne er endda også dukkefører samtidig. Villy er bare statist, men har ikke fundet ud af det endnu.
Det kan kun ende galt, altså værre endnu. Alle de røde vil kun fiske stemmer og magt, men de har hverken viden eller jordforbindelse nok til at realisere det til fordel for samfundet. Det er de svage, der må betale for dukketeatrets egoer, men sådan har de røde kabinetter altid gjort.

Kyllinger og hygge.

Kirsten — Wed, 16 May 2012 13:34:22 +0000

Ja, jeg ved det, man har et standpunkt til man tager et nyt.
Vi ville ikke have startet rugemaskinen i år, men når nu flere ønsker lige præcis vores kyllinger, så må vi overgive os. Fnis!
Jeg glæder mig allerede til de små dunede kræ. Bare det, at se dem gennem glasruden hakke skallen i stykker, sætte skulderen til og ligge ved siden af skallen for at sunde sig lidt. Det føles som små mirakler hver gang.
Ellers hygger vi os bare, mens vi venter på bedre vejr. Peter demonstrerer masser af energi, selvom han er også er træt efter vores salmonellaforgiftning. Jeg får stadig medicin, men jeg kan næsten rette ryggen ud nu, så nyrerne er heldigvis ved at komme sig igen.
Hvor ville jeg ønske, at mange flere havde det som os. Livet har ikke altid behandlet os skånsomt, men vi har altid kunne finde styrke og kraft hos hinanden til at fortsætte og påskønne det dejlige, livet også har givet os. Hav det godt derude.

Og så er det mors dag.

Kirsten — Sun, 13 May 2012 10:28:20 +0000

Der stod en smuk blomst på bordet fra min mand. Jeg satte den sidste mors dags gave fra min afdøde søn frem. Det er et stort glashjerte med blomster i. Man kan sætte sætte friske blomster i, men jeg har heldigvis aldrig fået taget de roser ud han satte i.
Mors dag drejer sig sådan set mest om børnene, og synet af hans hjerte fylder mig med sorg og glæde. Tårer over, at han ikke er her mere, og glæde over mindet om hans uendelige kærlighed til os.
Når solen skinner i dag, er det af glæde over mindet om ham. Når der kommer en byge, er det fordi selv Vor Frue savner ham.
Tak fordi du var her.

Skulle det være et stykke med røget laks?

Kirsten — Fri, 11 May 2012 11:52:42 +0000

Det var ellers så hyggeligt. Vi fik en lille dejlig frokost, hvor vi delte en pakke røget laks mellem os og hunden. Derefter en kraftig morfar.
Så skulle Peter ud at gå langtur med hunden. 2 km. ude af landevejen faldt hunden om og fik et langvarigt anfald af mavekramper, og Peter havde glemt mobilen. Hunden fik det bedre efter et par kraftige ildelugtende udladninger, og de gik hjem.
Så var det Peters tur. Det var i lige linie ud på badeværelset. Han er træt endnu.
Dagen efter røg jeg i. Den ekstra dag i kroppen, forstærkede forgiftningen helt vanvittigt. Der var flere timer, hvor jeg ikke vidste hvor eller hvem jeg var. Der var smerter, så jeg troede jeg skulle dø. Det ville have været mere nådigt. Blodsukkeret steg og steg og jeg pumpede mig med insulin uden at jeg kunne spise noget. Efter 4 dage begyndte det at gå lidt fremad, men jeg skal stadig tage 3 gange så meget insulin for at holde blodsukkeret så nogenlunde nede. Jeg bruger heller ikke mere en time på at få mening ud af det, jeg skriver. Det var meget tæt på at gå galt, så sker det igen bliver det lynhurtigt brækmiddel osv.
Nu mangler vi bare de sidste blodprøver, så vi ved om jeg er sluppet uden af varige men.
Det eneste positive er, at netop det, at jeg ligner en klat udkogt havregrød, fremhæver min øjenfarve så smukt.

Hvor er den attest så henne?Meningsforskelle.

Kirsten — Thu, 03 May 2012 13:08:35 +0000

Jeg var ellers så stolt af mig selv. Det var efterhånden lykkedes mig at få placeret samtlige papirer, attester, dokumenter og kvitteringer de rigtige steder. Troede jeg.
Jeg fandt de mapper frem, hvor de to attester burde være. Det var et par nitter. Var de så i den store usorterede kasse? NEJ! Jeg sorterede, brændte og kasserede, mens jeg var i gang.
Jeg fandt så ud af, at jeg havde arkiveret efter det gamle system. Udgående, indgåede, under behandling/overvejelse osv.
Det lykkedes at finde dem til sidst. Nu står de smukt i en plastiklomme klar til afhentning. Til gengæld er der nye stakke til sortering og arkivering. Surt! Jeg ville hellere være ude i solen.

Ellers nýder vi tilværelsen, nu hvor vejret er blevet mere venligt. Jeg er på jagt efter en kjole til nogle dejlige fester og begivenheder. Det er slet ikke nemt, for de kjoler der ser fantastiske ud på model 36, ser helt anderledes ud når de kommer på min smukke størrelse.
Der var ellers en fest mere, men den måtte vi sige nej til på grund af meningsforskelle. Det er os stadig uforståeligt, at nogen kan blive tøsesure, fordi vi har forskellige meninger. Det er vist ikke måden, at beholde sine venner på. Det er ikke mange, der gider sidde som umælende nikkedukker.
Se det positivt. Nu sparer vi en hulens masse penge til de gaver, vi havde tænkt os at give.
Hyg Jer derude og nyd det gode vejr og hinanden.

At miste. Hvor meget skal man kæmpe?

Kirsten — Sun, 29 Apr 2012 23:19:37 +0000

Det er det sædvanlige nattebillede her. Jeg sidder her og filosoferer lidt over livets tilskikkelser af forskellig art. Nogle tanker får smilet frem, nogle tårer og andre med vrede.
Jeg kan næsten høre min superfans sædvanvanlige bemærkning, der bliver fyret af hver gang, jeg skriver om følelser: “Skån os for det klynkeri og tag en tudekiks”. Charmerende.
Man skulle tro, at den største smerte, ville være at miste elskede mennesker til døden, men sådan er det ikke. Uanset, hvor stor smerten og sorgen er, så er der en form for ro i den.
Det smerter langt mere at miste de levende. Især hvis det sker uventet og uden grund. Hvor meget skal man så kæmpe?
Hvis man har rakt hånden frem flere gange, og der kun bliver “spyttet” i den, så giv op. Der er ingen grund til at give kærlighed til nogen, der ikke fortjener den.
Det er ikke den kortvarige sorg og vreden, der er det værste. Nej, det er, når man opdager, at den eneste følelse der er tilbage, er ligegyldighed.
Ligegyldighed er ikke det samme som at klynke, og de sure tudekiks må jeg hellere lade blive ved den glade giver.
Jeg snupper en kop te og en af vores dejlige hjemmebagte vandbakkelser. Lyder det ikke mere tiltalende?

Må man smide hundeposer i andres skraldespande?

Kirsten — Sun, 29 Apr 2012 12:35:30 +0000

Det spørgsmål blev taget op på et forum i dag. Jeg har aldrig tænkt på det før, men det kan kun være NEJ efter min mening.
Der er høj søgang om spørgsmålet på det pågældende forum.
Der er flere, der mener at være i deres gode ret til at fylde hundens evt. bakteriebomber i andres skraldebøtter, når de allígevel har fyldt posen der. Som hundeejer ved vi, at hundene gerne tisser og laver stort de samme steder. Så forestil Jer lige, hvordan en sådan skraldebøtte vil lugte efter en uge eller to i solskin. Hos os får vi kun tømt hver 14.de dag.
Der er sikkert også flere ligesom os, der kontrollerer skraldebøtten, hvis vi er kommet til at smide noget forkert ud. Jeg ville blive så tosset, hvis det skete her, men nu er jeg jo også en til tider arrig Xantippe.
En fortsat god dag til alle. Jeg håber ikke, at I læste mit indlæg til søndagens kaffe og kage.

Gensidig respekt.

Kirsten — Fri, 27 Apr 2012 11:31:28 +0000

Tanker i en nattestund.
Nattens dyb omslutter mig i en kærlig omfavnelse. Hunden går frem og tilbage mellem soveværelset og stuen. Han skal holde øje med os begge. De eneste lyde er hundens trippen på parketgulvet, tv, og min mands søvn. Kan det blive mere fredeligt og trygt?
Ja, for misteltenen var ikke taget i ed.
Jeg gik ud fra som en selvfølge, at man kunne have sin egen mening, og at man kunne diskutere uden at blive uvenner. Jeg er aldrig før blevet uvenner med nogen eller nedgjort på enhver tænkelig måde på grund af en diskussion om forskellige meninger. Der er trods alt en grund til, jeg har et andet synspunkt. Det blev betragtet som uvæsentligt. Jeg er åbenbart et umodent og dårligt menneske, hvis jeg ville diskutere det.
En efter min mening en uskyldig diskussion.
Hvad er odds egentlig for at møde et menneske, der reagerer sådan? Det er vel lige så usandsynligt som at blive ramt af et lyn. Men så fik man også prøvet det.
Jeg har diskuteret tørklæder med en tørklædeklædt nydansker. Vi er aldrig blevet uvenner, men har haft mange dejlige dialoger og respekteret hinandens synspunkter.
Jeg er heller aldrig blevet uvenner med mennesker af anden politisk mening, selvom bølgerne kan gå højt. Igen: Nøgleordet er gensidig respekt. Uvenskab og had har aldrig ført til noget.
Jeg vil sige meget voksent, at vi glemmer det “Og så tager den derfra”.
Vi har hinanden, solen skinner og livet har givet og giver os stadig så mange glæder.
Det vil vi nyde.

Kan vi være det bekendt?

Kirsten — Wed, 25 Apr 2012 01:34:17 +0000

Jeg måtte vente længe i venteværelset før min behandling. Det gør ikke så meget, for der er altid lidt hyggesnak, og nogle gange er der nogen, vi har mødt før. Sygdomme taler vi normalt ikke om.
Denne mandag var det anderledes. Der sad en 82 årig gammel mand med bøjet ryg og så uendelig trist ud. Man kan selvfølgelig ikke kramme fremmede mennesker, men jeg ville have gjort det, hvis jeg havde haft modet til det.
Han kom ud fra behandling mere trist og krumbøjet end før. Da han så vores blikke fortalte han om hans sygdomme. Han havde bl.a. fået kræft i testiklerne og lymfekirtlerne og et meget kløende og smertefuldt eksem på grund af medicinen. Men det var faktisk ikke det værste.
Nu skulle han gå alene hjem til et tomt hus. Der var ingen til at snakke med ham og give ham et par medfølende ord. Vi kunne kun ønske ham god bedring, men hans angst og tomhed blev hængende fortættet i rummet.
Ingen af os kunne forstå at ingen på hospitalet havde sørget for, at der var nogen han kunne tale med. At de bare blev ved med at sende ham hjem uden nogen form for omsorg.
Det siges, at vi lever i et rigt samfund, men det er et fattigt samfund, der behandler hjælpeløse borgere på den måde.
Det kan vi ikke være bekendt.

De “forsømte” plejebørn.

Kirsten — Wed, 18 Apr 2012 14:03:46 +0000

Jeg mener ikke forsømt på den måde, at de ikke passet, for det bliver de som regel. Regler om regelmæssig fodring og pædagogisk strukturerede rammer i plejefamilierne bliver overholdt, og der bliver næsten pr. automatik tilknyttet aflastningsfamilier. Det føler mange børn som svigt og føler skyld og afmagt over at plejefamilien føler sig nødsaget til at sende dem videre.
Der bliver hovedsageligt focuseret på barnets adfærd og sociale færdigheder. Men–
MAN GLEMMER BARNETS SÅREDE SJÆL.
Psykologer og pædagoger ER kun mennesker med egne normer, forestillinger og et uddannelsesbevis. Mange af dem kender kun andre menneskers vilkår og levevis fra teorierne i bøgerne. Jeg siger ikke, at alle er dårlige, for der er også mange af dem, der kan hjælpe barnet videre. Det er dem, der lytter med empati, indlevelse og forståelse, og ikke bare snupper den sidste modediagnose og propper barnet med piller.
Tag nu bare ADHD. Antallet af nydiagnoserede stiger med et eksplosivt tempo. Det varer ikke længe, før vi alle har det. Før den tid var det damp.
Jeg var engang med i en gruppe, hvor forhenværende anbragte børn blev bedt om at fortælle,hvad de mente skulle ændres og hvorfor.
Jeg vil lige nævne nogle få af de svar, der stod øverst på deres liste.
Mangel på kærlighed og følelsen af at høre til.
Daglig angst for at gøre noget forkert og den efterflg. uforståelige analyse fra de voksne, hvis det skete; hvilket forstærkede barnets tro på egen taberstatus.
Evig skyldfølelse over alt, hvad der var sket i hele barnets liv.
Den pakkede kuffert, når de fyldte 18 år, gav mange af dem det sidste knæk. Der var intet at vende tilbage til. De var uden rødder, da man havde afbrudt deres kontakt til egne forældre og familie, og plejefamiliens interesse kun havde været af økonomisk karakter. Jeg har været med som bisidder ved et møde, hvor barnet, dets sagsbehandler og plejeforældrene deltog sammen med forældrene. Der blev talt mere om problemer med betaling af plejevederlaget end om barnet.
Efter det fyldte 18.ende år blev barnets eneste støtte en række af skiftende fortravlede sagsbehandlere.
Selv de, der havde klaret at bygge en tilværelse op, havde problemer af forskellig art. Bl.a.manglende tillid til andre og tabsangst. Adskillige havde fået ødelagt deres forhold på gr. af tabsangsten. De var blevet klamrende, kontrollerende, nogle endda voldelige hvis deres partner opretholdt kontakten til dennes familie og andre mennesker.Selv evt børn kunne udløse det.
Jeg ved ikke, hvorfor rapporten og analysen af denne undersøgelse aldrig blev offentliggjort, og jeg må ikke.
Men er det virkelig det bedste, vi kan gøre for disse børn? Det skal være meget dårlige forældre, der ikke kan gøre det bedre.
Nå ja! Det var selvfølgelig alt i den bedste mening.