Tørklæderne i mit liv
Sådan kalder jeg de ting og hændelser, der har fyldt mig med skræk og magtesløshed. Jeg vil kort fortælle hvorfor. Da vi så billeder af Khoumeini på hans luksushotel i paris, bad jeg for at ingen slog ham ihjel og gjorde ham til martyr. Jeg troede ikke, han ville opgive hans “termitdronningliv” og rejse til et land, der ikke kunne byde ham det samme. Det var min store fejl. Han vendte tilbage til Iran, fornægtede ikke luksus, og ændrede et samfund af fredelige moderne mennesker til noget, vi ikke har set siden heksebrændingerne i Europa. Kvinderne blev udstyret med tørklæder og burkaer, og sendt hjem til en slavetilværelse. Da vi så khoumeini hængte folk på stribe, stod kvinderne formummede og hujede. Det gav mig angsten for tørklæder. Jeg bliver slået med skræk og vælger at gå over på den anden side af gaden, når jeg ser et. Jeg får kuldegysninger og bliver deprimeret. Kvinder i den vestlige verden blev fængslet og adskillige dræbt, da de kæmpede for ligeberettigelse og frihed. Tørklæderne kæmper ikke. De underkaster sig. Mange lader deres pigebørn blive lemlæstet, så de aldrig får en chance for et normalt sexliv, og fødsler kan blive livsfarlige. Hvorfor er der ikke årlig kontrol med disse piger? Når vi ikke reagerer, godtager vi det. Det er sygt. Hvor er alle kvindebevægelserne og menneskerettighedsforkæmpere i det spil? Er det ikke det, de er der for? Jeg må have misforstået noget. Der er masser af indvandrere, der føler sig hjemme og tager afstand, men de tør ikke sige noget. De afleverer troligt 2½% af deres indtægt til de ekstreme. Bare de får ro.
Et andet tørklæde er politiets manglende eller forkert disponerede mandskab. Selvom alle instanser var enige om, at den bilist der kørte min søn ihjel havde skylden, blev han ikke engang tiltalt. Man rejser kun tiltale, hvis anklagemyndigheden er 100% sikker på at vinde. Der er ikke tid til andet. Så kan vi vande blomsterne på hans grav med vore tårer. Retfærdighed var ham ikke forundt.
Sådan har jeg flere tørklæder liggende i øverste skuffe. Det smerter at folde dem ud, for hvert tørklæde repræsenterer sorg, frustration og afmagt
Livet kan være uendeligt smukt, men mennesket tager beslutningerne.
Skrevet i Lidt om alt | Kommentater (0)Det kunne være så godt! Pensionist i Danmark.
Når man som jeg, næsten altid har været selvstændig eller hjemmegående, har der ikke været de store opsparingsmuligheder. At være selvstændig, betyder tit, at man må arbejde det dobbelte for de samme penge som en lønmodtager. Ok, det kan jeg leve med. Pensionen burde jo kunne dække de basale behov. Der kun er et lille lån i et gammelt hus, og børnene er blevet selvforsørgende. Vores indtjeninger er gået til børn og hus. Nu skulle der være mulighed for at kunne bruge en krone på os selv. Vi bliver jo også begavet med en ældrechek, der for nogles vedkommende bliver reduceret til et stort nul. Vi får nu størsteparten af den. Vores “indtjening” er således god nok. men—-
Så kommer de grønne afgifter: Vand, (både aftapning og afledning selvom vi har egen boring, selv betaler nye vandværker og for tømning til de tilknyttede sivebrønde) varme og lys og brændstof til bilen. Vi bor ude på landet og har langt til indkøb. Vi kan ikke cykle eller vente 10 min på den næste bus, som man kan i byen. Der er steder i landet, hvor der kun er en busforbindelse dagligt eller skolebus. Det er de ting, vi ikke kan undvære eller skære ned på, der tager alle vores penge. Det hjælper heller ikke noget, vi får et “mimrekort” når busserne mangler. Jeg har svært ved at finde retfærdighed eller logik i de afgifter. Vi hører til den mellemgeneration, der først betalte til de gamle og derefter til børnene.
Vi forlanger ikke meget, men vand, lys, varme og mulighed for at komme udenfor huset ville ikke være af vejen. Det var dagens sure opstød
Xantippen
Skrevet i Lidt om alt | Kommentater (0)