Kan mit hjerte få collagenbehandling

Julen kommer nærmere med en bittersød følelse. Jeg glæder mig som et lille barn, til at være sammen med de mennesker jeg elsker. Vi dekorerer smukt med følelse, forventning og dejlige minder. Vi spiser dejlig mad lavet med kærlig omhu. Der er barnelatter, tiggende hunde og raslen af papir. Huset dufter og rummer uendelig tryghed og kærlighed i nuet.

Nuet kan være smukt og livsbekræftende. Det bør gribes og gemmes til at varme de kolde trøstesløse dage.  De dage, hvor man gruer for de tomme pladser ved julebordet, de hilsener man ikke kunne sende eller få. Den kærlighed, man ikke kan vise eller modtage. Der er tomrum, der ikke kan fyldes ud. Følelser uden modtagere.

Mit hjerte føles nogle gange som en indtørret sveske med dybe varige rynker. Tænk, hvis disse dybe smertensfurer kunne fyldes ud. Gøre mit hjerte fuldt og helt. Få det til at banke af glæde. Gøre det modstandsdygtigt.

Så tænker jeg på min kære. Jeg pusler om julepynt, hvor noget er over 100 år gammelt. Hvor minder, der er i disse ting. Hvor meget glæde, de har set. Mit hjertes rynker forvandles til mindernes kærlighedsstier. Hvor har jeg været heldig at have dejlige pulserende minder i mit hjerte, stadig at få og kunne give kærlighed.

Det er mit hjertes collagen. Jeg tror, det bliver en dejlig jul 

Jeg fandt et digt i et lokalblad for mange år siden. Det eneste fornuftige, der nogensinde har været trykt i samme. 

Jeg ønsker Jer en god jul

Fra lokalbladet: 

   

Skrevet i Lidt om alt | Kommentater (0)

Jul, savn, tilgivelse og gud

Nu nærmer julen sig. Den har altid været min og familiens samlingspunkt. En glædesfest. Vi har på godt og ondt glædet os over at have hinanden og være sammen. Alle julekasser slæbes ned fra loftet. Der pyntes og bages, gamle opskrifter og pynt, masser af lys og forventning. Ren billedbog. Vi burde have anet, at billedbogen ville knække i ryggen og glansen falme.

Først mistede vi vores første barnebarn på grund af navlestrengen. Hun var dødfødt. Vores lille drøm var så smuk. Vi accepterede at skulle leve med smerten. Det var slemt, men blev mildnet ved fødslen af det næste barnebarn. Vi følte, livet stadig havde nogle godbidder til os. Billedbogen blev limet i ryggen og farverne føltes friskere igen. Livet fik glans.

Så pludselig mistede solen og stjernerne igen lys og kraft. Min ældste søn blev kørt ihjel. Jeg sang hans helt egen vuggesang for ham i kapellet og på kirkegården. Jeg beder til gud om at han hører den og føler min uendelige kærlighed. Hvor ville jeg gerne kunne bytte med ham. Da jeg blev mor, blev jeg også beskytter. Den rolle udfyldte jeg desværre ikke den aften. Der er intet smukkere end at være mor. Nå ja, det er ikke altid nemt, men det har mindre at sige. Kærlighed og loyalitet mellem børn og forældre er det, der betyder alverden. Jo mere vi brokker os, jo mere bekymrede er vi. Jeg blev velsignet med to dejlige unger, men måtte kun beholde en. Jeg kunne måske nærme mig en tilgivelse af bilisten, hvis han vedgik sin skyld. Politiet forfølger kun sager med 100% sikkerhed for domfældelse. Så meget for retfærdighed.

Den der med, at det er guds vilje, tror jeg ikke på. Jeg opfatter gud som det ophøjede, forstående, gode og kærlige. Jeg taler beder til ham/ hende hver dag, mange gange og føler trøst og kærlighed. Gud giver os livet, men lever det ikke for os. Hvad der sker i vores liv er mennesket gerninger. Ellers ville gud jo også være værre end fanden.

Juleaften i år bliver hos min yngste søn og familie. Først blev jeg chokeret over ikke at skulle holde den og være væk hjemmefra. Så blev jeg glad og glæder mig som et lille barn. Det er stort, at de vil dele den aften med os.

Julen kommer altså også til os.

Skrevet i Lidt om alt | Kommentater (0)