Børnenes drømme, eventyr- contra forældrenes ønsker

Det at få børn er en svær en. Rollerne byttes rundt i en stor forvirring. Der er vores ophav, der altid bekymrer sig for os, og nu har vi fået børn og bekymrer os. Samtidig måtte vi os også bekymre os om de gamle, der bekymrede sig for os alle sammen. Det er nu ikke så forvirrende, når man lever i det, og det har vi vel alle gjort.

De eneste ambitioner, jeg har haft på mine børns vegne, var at de blev lykkelige og tilfredse i den tilværelse, de selv valgte. Jeg har prøvet kun at blande mig, hvis nogen gjorde dem ondt. Så kan mine kløer række så langt som midgårdsormen.

Jeg hørte om nogle, der havde fået det 3.die barn, så der ligesom var et i reserve. Jeg kan jo kun håbe for dem, de ikke mister et af dem. Om man har 3 eller 13 er ligegyldigt. Sorgen og savnet er det samme. Jeg håber, de aldrig finder ud af det.

Eventyrlysten ligger i os alle. I dag talte vi om, hvordan min mands forældre havde det for 51 år siden, da han tog til Gaza som soldat. Hvordan havde min famile det, da jeg tog mit kørekort, pakkede mine nye kufferter og bare drog udenlands.

Min ældste søn var i israel under Golfkrigen og vi har hentet ham hjem fra næsten alle lande. Han havde en tendens til altid at komme til skade på en eller anden måde. Han havde nu altid penge liggende hos os til tlf. til ambassaderne og billetten hjem.

Nu skal den yngste prøve vingerne af i det fremmede. Jeg tror ikke, man må have sine forældre med, hvilket passer ham udmærket. Det forstår jeg så godt.

Jeg forstår også, hvordan vore gamle havde det, da vi drog afsted. Vi skænkede det ikke en tanke.

Nej, vi må leve med at historien gentager sig.

Satans osse!

Nydansker, hvad står det for?

Der var en ikke etnisk dansker, ( det ord støder mig, da det afviser tilhørsforholdet til Danmark) der ikke kunne lide den betegnelse. Er der et bedre ord?

At sige nydansker tyder da på accept af tilhørsforholdet. For mig er en nydansker en person, der respekterer dansk mentalitet, skikke og omgangsformer. Et menneske, der har gjort sit bedste for at blive optaget i vores samfund, integreret sig og yder sit. Når jeg skriver “yde sit” er det fordi, ikke alle er i stand til bidrage til samfundsøkonomien af forskellige årsager. Det kan alle etniske danskere jo heller ikke. Alligevel kan de være et berigende element.

Hvordan fortolkes nydanske ord og begreber om ikke etniske medborgere?

“2 den generations indvandrere har hvide sko, skindjakker, går med kniv og og danner kriminelle bander” Selv 3die generation har sit eget sprogbrug og minimum kontakt til det danske samfund. Det sidste viser sig desværre også indimellem. Heldigvis kun et fåtal, men meget synligt.

Generalisering og fordomme er fremherskende. Ok, visse grupper gør deres bedste for at bevise rigtigheden af disse påstande. De er vores nydanskeres største fjender, ikke os.   

For at skrive noget positivt. Morgendagens menu under forberedelse. Rådyr spækket med hjemmerøget bacon og skarp tyttebærsauce og salat. Stikkelsbærfromage med kanel, ingefær og lime. Serveres i tarteletter med flødeskum og lidt blåbær på toppen.

Nej, det er ikke hverdagsmad, men det skal spises, inden det bliver for gammelt.

Vi vil nyde det, og glemme verdens fortrædeligheder imens.  

AV AV AV! Nye sko og parade. Jeg trænger til nye fødder.

Vi var til parade i dag.  Op kl. 4.09. Den gamle havde sildesalaten og hans  bedste FN-slips på. Altså tog jeg nye sko på istedet for de gamle behagelige udtrådte. En ubeskrivelig dumhed, men jeg ville jo også være pæn. Hm!

Først 4½ time derover. Så snak, parade, oplysende foredrag, gå frem og tilbage og sidde stille igen. Nå ja, og så hjem igen. Da vi landede hjemme på gårdspladsen, lod jeg skoene blive i bilen og gik ind i bare tæer.   

Det var nu en god oplevelse.  Jeg blev dybt imponeret over den gode tone og stemning, der var i flokken. Det er ikke altid tilfældet på en arbejdsplads. Det er unge mennesker, vi kan være stolte af. Jeg er.

Nu er der afslapning resten af dagen ( kl. 17.00) sammen med hundene.  

Nye mødomme, min sidste kommentar til emnet, og så er det sommerferie

Jeg har fået både positive og negative kommentarer. Sådan skal det også være. De har alle været sobre, øh ja næsten.

Jeg mener selvfølgelig ikke, at man ukritisk skal gøre det. Det skal være ledsaget af vejledning og rådgivning. Pigerne skal vide, de har et valg. Muligheden skal heller ikke bruges som en dagen derpå pille.

Nok om det.

Nu er det sommerferie, og jeg vil fortælle Jer om nogle af mine sommerferieminder i nærmeste fremtid. Det var dengang, hvor solen altid skinnede og samfundsproblematik var et fremmedord.

Det var dengang, et barn kunne få lov til at være barn. Jeg ved, man ikke kan skrue tiden tilbage, men drømmene lever.

I ønskes god sommerferie fra mig 

Dansk Folkeparti vil ikke betale for ny mødom til unge piger af anden etnisk herkomst

Hvis dette passer, er jeg dybt dybt skuffet. 

Jeg ved ikke, om det politisk set er muligt at få en ny mødom. Jeg har altid troet, at I overdrev for at fremme forståelsen. Jeg troede i dyb alvor, at Jeres udtalelser var for at  fremme arbejdet med integration.

Ved I hvilke  konsekvenser en mgl. jomfruhinde, har for disse kvinder? Det tror jeg ikke. 

Det koster mere, hvis vi ikke hjælper, især menneskeligt,men de har krav på vores hjælp og støtte.

Jeg ville så gerne skrive om de positive gode ting og oplevelser på min blog, men det er mig vigtigere at gøre opmærksom på uretfærdighed og ligegyldighed i vores samfund.

Dagens supersure dobbeltopstød!

De “fremmede” og os. Min far var kommunist

Min far var så rødglødende kommunist, at man kunne brænde sig på ham. Hans bedste ven var døbt Karl Marx.

Jeg spurgte ham, hvordan han kunne støtte et system, hvor man fængslede eller skød anderledes tænkende ved grænserne. Han mente i dyb alvor, at skulle man beskytte en samfundsorden, var alle tvunget til at blive for at opretholde dette system.

Så slog det mig. Paradokset blev pludseligt sat i relief.

De flytter/flygter fra et system, de ikke vil leve i. De siger, de vil have frihed. Hallejuja!

Ikke så snart er de kommet her, før de bliver mere ekstreme, end det system , de kommer fra. De kommer til et andet land og genopliver det system og den samfundsorden, de har forladt. Forklar mig logikken i det, for jeg forstår det ikke.

Jeg ser det som en virkelighedsflugt, fordi man er bange for friheden til at være frie kvinder. Forståeligt at det skræmmer dem. Vi skulle engang passe et barn, der altid havde været i sele, og hvor flasken sad i en holder. Det brugte vi selvfølgelig ikke. Han faldt og var utryg. Vi måtte sidde med ham i armene i timevis for at give ham tryghed. Sådan har disse unge piger/kvinder det sikkert også. Og ja! før I spørger, selvfølgelig sørgede vi for at ændre disse forhold.

Vi SKAL gøre mere for at give dem tryghed og styrke deres selvstændighed og frihedsret   

Vi ser fodbold

Her sidder vi to, min mand og jeg, og ser fodbold. Det går ikke stille af sig. Det kræver to ting: en kande te og en bøtte lim. Hvis vi boede i lejlighed, var vi sikkert blevet smidt ud.

Det er ikke megt sport, vi ser. Fodbold og damehåndbold. Især Anja, arkitekten og inspirationen til moderne dansk håndbold. Hip Hop og break dance ser jeg alene.

Vi afskyr sportsspeakere. Så hørte jeg mig selv igår. ” Hvad hold spiller dommeren på” ” kan målmanden ikke finde et andet sted at sove” ” Hvad er det for en tøseaflevering” osv.

Når jeg så råber” kom så”, ja så kommer hundene farende. Som om de har forstand på det. Ha ha!

Hvad limen skal bruges til? Min stol. Nej bare rolig, jeg smider ikke med den. Jeg kan jo alligevel ikke ramme dommeren eller liniedommerne. ØV!  Jeg hopper op og ned i den gamle stol, så limningen ved armlænet ikke kan holde til presset. Det er også usmart at se gode kampe , når iskiasen er på spil. Smertelig erfaring.

Nu skal mit barnebarn på 3 år og jeg ud at se på køer. Dem er hun så pjattet med. En dag ovre i naboens stald så hun en kalv blive født. Min oplevelse blev mangedoblet ved at dele den med hende. En lille solstråle.

Kultursammenstød og samfundsorientering på internettet

Jeg vågnede til fuglesang og blomsterduft. Den gule caprifolium, den blå clematis og mandshøje digitalis i alle regnbuens farver. De høje grønne træer i baggrunden og den travle flagspætte. Alt dette oplevede jeg gennem mit sommerkammervindue uden at løfte hovedet fra puden. Der var en stærk fornemmelse af samklang og symbiose.

Så kom de mørke skyer. Jeg kom til at tænke på, hvad jeg har set og oplevet på nettet den sidste uge. Jeg havde jo fået den lyse ide at surfe rundt på hjemmesider, der er oprettet af danskere med anden oprindelse. Det var et ubeskriveligt kulturchok.

Der er to hovedgrupper. De, der har gjort alt for at tilpasse sig deres nye hjemland, og de der er fanatiske missionærer.

Det var nemt og dejligt at komme i dialog med integrerede unge. Bortset fra, at nogle af dem er lidt mere “solbrændte” end vi andre,  skiller de sig på ingen måde ud. Man registrerer, at de ser lidt anderledes ud og tænker så ikke mere over det. Det er en uvigtig detaille.

Den anden gruppe er en helt anden sag. Indrømmet, jeg er sjældent blevet så chokeret. Jeg tænkte, “det er da ikke i Danmark det her”. Det er det desværre. Jeg udvalgte mig 5 sider, lavet af tørklædebærende unge kvinder. Jeg søgte dialogen. Forgæves! Mine absolut sobre indlæg blev slettet. Jeg fik møgfald i et helt andet sprogbrug end det, de havde brugt i deres profiler.

Danskerne har tradition for at være åbne og imødekommende. Vi har rejst rundt i verden i århundreder og tilpasset os skik og kultur i de lande, vi har besøgt. Vi har udvist og følt respekt. Jeg kunne jo ikke drømme om at køre bil iført bikini i Saudi Arabien.

Disse tørklædebærende kvinder mener, deres identitet er i tørklædet. Vi andre er urene. Også deres muslimske medsøstre uden tørklæder. De er på det nærmeste forrædere. Der tegner sig et stærkt misforhold mellem disse to grupper. Den tørklædebærende gruppe og deres mandlige ligesindede ødelægger, hvad den integrerede gruppe har opnået. De missionerer uden ophør og uden hensyntagen.

De vil IKKE integreres. De har skabt deres egen subkultur og forlanger overdreven hensyntagen til denne. Vi er jo også at betragte som underlegne vantro.

Danmark er for lille til at rumme store samfundsgrupperinger, der ikke ønsker at være en del vores samfund og leve i samklang med dette.

Min konklusion af min absolut uvidenskabelige “undersøgelse” er: Når muligheden for dialog er udelukket må vi gå til konfrontation.

Nu vil jeg se på de smukke blomster fra den anden side af vinduet. Jeg vil indånde duftene og iagttage de frie fugle. Jeg vil give dem mine drømme med. Drømmene om et land, hvor alle er frie og med tryghed kan føle, det er deres hjem og fristed. Et sted, hvor man føler og viser respekt for andre. Måske kan det lykkes

Måske måske MÅ  SKE           

Muslimske læger contra danske læger. Bliver vi det næste Kosovo

Jeg læste på tv2 teksttv idag, at de muslimske læger mente, de var i et modsætningsforhold til de danske læger. De havde ikke tillid til, at danske læger behandlede muslimske og ikke-muslimske patienter ens. Skal jeg forstå det sådan, at muslimske læger vil forskelsbehandle mig som vantro? Hvordan skulle de ellers kunne komme på de tanker. Jeg var overbevist om, at lægeløftet ikke var afhængigt af trosretning. Jeg er bare så naiv. Skal jeg virkelig spørge om lægens og plejepersonalets religiøse tilhørsforhold for at få optimal behandling. Kors! hvor er det langt ude.

De klager også over en rå tone. De har stadig ikke fattet, at humoren er danskerens livsnerve. Vi bruger også humoren på en barsk måde for at hjælpe os til at fortrænge og klare de prøvelser, vi bliver udsat for. Den er ikke ondt ment, men kan hjælpe os til at fortrænge tragedien og fungere.

Skal vi nu have et social-og sundhedssystem for ekstreme muslimer og et andet for vi andre? Hvorfor griber de sociale myndigheder ikke ind overfor forældre, der omskærer deres døtre og pakker dem ind i tørklæder og gevandter, så de får sundhedsskadelig d-vitaminmangel. Hvorfor har myndighederne denne angst og ser den anden vej? Vågn dog op og gør noget ved problemet.

Det ER et problem.

Jeg har været inde på flere debatsider med tørklædebærende. Jeg har prøvet at komme i dialog med dem. Det er umuligt. Jeg ved, at de i deres oprindelseslande ikke har tradition for dialoger. Ok, det findes ikke, men de burde da være fortrolige med processen, når de er født og opvokset her. Det er de ikke. Enten sletter de mine (sobre) indlæg, eller også svarer de med tillærte sætninger som også indre mission, jehovas vidner og lign. gør det. Intet selvstændigt fra hjertet. Den jødiske menighed har altid levet i fred og sameksistens med resten af samfundet. Dem kunne disse ekstremister lære af.

Vi har taget overdrevent hensyn til dem og deres oprindelige kultur. Det har givet bagslag, så det batter.

Bliver vi det næste Kosovo?    

Strejkerne har bombet sundhedssystemet og landets økonomi flere årtier tilbage.

Det er en ynk, at se på resultaterne. De strejkende har sat mere til, end de har vundet. ALLE danske borgere er blevet gidsler  både helbredsmæssigt og økonomisk i mange år fremover.

Sundhedspersonalet tiltvang sig mere, end vores fælles økonomi kan bære.

Nu kommer der så nogle regninger. Strejkekasserne er tomme, altså forhøjet kontingent. Selvfølgelig kan de tjene noget hjem på grund af selvskabt behov for overarbejde. Hvis de tager timer nok, ender de på topskat. Samtidig har de startet inflationsskruen, der er lettere at stramme end at løsne. Det betyder højere renter for os alle. Sikkert også flere afgifter.

Der er mennsker, hvis sygdomme er forværret og måske ender med sørgeligt resultat.

OK, I har bevist, der er brug for jer, ligesom andre offentligt ansatte som politi, brandvæsen og militær. Alle er hjul i samme følsomme maskineri. Nogle dele skal åbenbart smøres mere end andre!

Var det og I virkelig det værd?