Så var der sølvbryllup

Hvis det bliver ligesom vores, kan jeg anbefale det. Vi havde ikke fortalt det til andre end de, der SKULLE være der. Vi havde frabedt os morgensang. En afskyelig ting. jeg har deltaget i flere og haft dyb medlidenhed med ofrene.
Kl 9 begyndte den gamle at brøle ad mig. Der var gæster, jeg skulle stå op. Jeg var så inderligt ligeglad. Smækkede døren og vendte en omgang. Han blev gudhjælpemig ved, så jeg stod op af rent selvforsvar.
Vores datter havde mørkt tøj på, og der lå en kasket i køkkenet. Hm, skal vi begraves eller fejre sølvbryllup. Jeg hentede mine sædvænlige morgenhøfeberlommetørklæder. nyste, pudsede næse og kom igennem opvågningprocessen. Se, det er en hård nyser.
Da jeg kiggede ud ad vinduet stod der en mega lang limousine med flag. Jeg troede kongehuset var punkteret foran vares beskedne hus, og klukkede over naboernes reaktion. Det ville da give talestof til et par dage.
Så tog datteren kasketten på og sagde, vi skulle handle. Jeg tager ikke gerne med Peter, for jeg gider ikke afsøge hver butik 4 gange. Jeg tog søndagstøj på og lagde spartelmasse
Så blev vi placeret i bilen samt den yngste og hans lille familie. Der blev serveret champagne og vi kørte til samtlige discountbutikker. Der blev parkeret, hvor normale dødelige ikke må holde. Marianne i hendes chaufføruniform åbnede dørene for os og bar indkøbskurven i ærbødig afstand. Discount, limousine og privatchauffør. Sikke et paradoks.
Resten af tiden sad vi bag tonede ruder med vores champagne og grinede af folks reaktion. Vi sluttede af med at køre ud på kirkegården til vores søn og barnebarn med nogle af vores sølvbryllupsroser. JC havde givet os dem. Så tog vi nogle familiefotos foran kirken, der har været rammen om alle de store ting i vores liv. Ja jeg hylede. Af sorg over det ene og glæde over det andet. Livet kan være en svær størrelse.
Den gamle havde købt smukke blomster til borddekorationen, og alle hjalp med at dække bordene. Vores afghanske venner havde bagt de mest vidunderlige fyldte pandekager. Dem startede vi med. Alle var begejstrede.
Der var heldigvis kun to taler. Vores svigersøn og mig. Som om, jeg kunne tie stille. Nå-det var nu for at sige tak for en dejlig dejlig dag.
Både den gamle og jeg er lige chokerede over at vi ikke har fået dronningens fortjenstmedalie. Vi mener begge at have fortjent den og vi smagte da lidt af det kongelige i limousinen.
Da jeg vågnede i morges og opdagede, at jeg var blevet 64 i nattens løb, bølgede gulvet endnu. Min svoger mente, det var der, rødvinen var blevet af. Jeg prøvede at overbevise min svigerinde om, at jeg godt kunne overse opvasken på min fødselsdag. Forgæves. Hun sparkede mig igang, og 1 time efter var den væk. Gulvene havde også lagt sig i mellemtiden.
Vi fik alt, vi havde ønsket. De havde virkelig gjort sig umage. Alt var perfekt.
Fantastisk

Sig nærmer sølvbrylluppet -da han friede

Der kommer ikke mange,men det har jeg jo sagt før. Tankerne og minderne flyver rundt. Man tænker jo tilbage. Der er så meget, man ikke tænker over mere, men det har jo haft betydning.
Min kære ægtefælle havde haft genbrugsplads i flere år, fordi han var alene med hans teenagedatter fra hun var 13 år. Han ville være der for hende. Bliv nu ikke sur lille pige, men hans ansvarsgen bestemmer hans liv. Det er også kommet sønnerne til gode Lidt for meget til tider.
Jeg er næsten den strenge og han den gode.
Jeg medbragte en søn og vi fik en sammen. Der var en, der spurgte den anden dag, hvad god opdragelse er. Jeg aner det ikke. Det afhænger af begge parter. Hvordan er barnet og hvordan er forældrene. Det udgangspunkt kan ikke stiliseres. Det vil altid være forskelligt. En ligning bestående af ukendte faktorer.
Jeg er altid gået udfra betingelsesløs kærlighed, barnets behov og vores støtte og forståelse. Det fungerede også sådan og kærligheden mellem børn og forældre forblev intakt. Så noget må være gjort rigtigt.
FRIERIET!
Vi var på containerpladsen med affald. (Vi havde ikke renovation dengang) Så så han en buket tørrede roser. Han snuppede en, og spurgte ” Mener du stadig, vi skal gifte os” Jeg tog rosen og sagde ja. Jeg gemmer den stadig i en æske. Tænk at det pludselig lkom over ham.
Hvordan kan man sige nej til en så sparsommelig mand.?
Jeg har ikke fortrudt.

Hvorfor kommer du ikke?

Nå nej, det kan du ikke. En bilist tog ustraffet dit liv.Vidnerne tør ikke melde sig. Satans til system!
Jeg savner dig så ubeskriveligt. Det ene øjeblik græder jeg, og det næste finder jeg noget jeg kan glæde dig med, og så rammer sandheden mig igen.
Livet set gennem dine øjne, var en interessant rejse. Ikke altid det nemmeste, men jeg ville nu heller ikke have undværet det. Hvis du kan høre mig, vil jeg fortælle dig at alt er gjort af kærlighed. Aldrig pligt.
I unger er og har altid været det største og mest vidunderlige i mit liv. Jeg har altid vidst, at jeg skulle slippe Jer en dag. Bare ikke sådan.
Det værste er erkendelsen af, at smerten over at have mistet dig først forsvinder, når jeg må takke af.
Nu starter din broder hans eventyr. På tide sådan set. Hvis du kan, så pas på ham. Vi har fået livet for at LEVE det
Nu vil jeg gøre mit bedste, for at give os alle en god dag. Er du der?
Jeg elsker Jer!

Skal vi dupere “rakket”, eller gøre som vi har lyst til?

I kan jo gætte, hvad vi har valgt. Nu skal vi jo snart markere vores sølvbryllup. Skulle det være et gedemarked med morgenkaffe, åbent hus og en masse mennesker, vi ikke ser til hverdag, eller hvad? Sådan “gør” man jo her i det sønderjyske.
Min ældste søn mangler og den yngste skal til Afghanistan 5 dage efter. Så lad os fejre hans sikre hjemkomst til den tid.
Hvem kan vi dupere med en overflødig og uønsket sammenkomst? Ingen. De, der kender os, er ligeglade, og de andre kan være os så ligegyldige.
Mit største problem vil være, at finde vores vielsesringe. Vi tog dem af efter brylluppet, da de ikke duer i vores hverdag. Jeg har prøvet at få trukket en ring ud over en laset finger. Av
Nu vil jeg lave syltede grønne tomater til min svoger. Jeg elsker at lave mad. Det kan ingen terapi hamle op med. Forstår ikke, hvad folk vil med det L—.
Heldigvis lykkes mine kulinariske eksperimenter som regel. Resten klare hundene

Sølvbryllup, skilsmisse, tennisalbue og løbetid.

Ok, meget på en gang, men det ligner jo mit liv. Det skal være sådan.
Det startede med i går, at den gamle fik en mistanke om, at nogle ville genere os med morgensang til vores sølvbryllup. Det ville ødelægge dagen for os begge. Vi har vores stille morgener og formiddage for os selv. Man udvikler vel vaner.
Resultatet blev, at vi kom på skilsmissestadiet for at undgå en så skrækkelig skæbne.
Ja ja, det har jævnet sig. Vi udvekslede de farlige ord og blev enige om at holde døren låst til kl. 12.
Nu har jeg haft tennisalbue i 2 mdr. Jeg får altså hverken pudset vinduer eller sølvtøj. Det bliver så ikke så perfekt som planlagt, men det er vel ikke derfor folk kommer. Jeg kan vise dem, hvor pudsetøjet er,hvis det generer dem. Det tror jeg nu ikke.
Jeg tror, vi får en dejlig dag.
Vores ene hund er i løbetiden. Sikke en jammer! Hun piber og hanhunden hyler serenader døgnet rundt. Jeg har mest lyst til at lade en dobbeltløbet for at få ro indimellem. Kom nu ikke med det der med at de kan blive steriliseret eller kastreret. Jeg nægter at lemlæste dyr i min varetægt af bekvemmelighedshensyn. Så hellere undvære dyr.Spar bare argumenterne. Vi står ved vores beslutning .
Der står en cikorie midt i min græsplæne foran huset. Det er for at min mand kan se noget fra hans hovedland—Fyn

En dejlig dag. Farfardag

Dagen startede med, at den gamle brølede ad mig på et ukristeligt tidspunkt. Kl. 7.30 Jeg skulle vågne. Ok ok, det gjorde jeg så. Mine ører kunne ikke klare mere.
Vores barnebarn havde sovet ved os. Da hun vågnede, kaldte hun på farfar. Det skulle være her og nu. Han lystrede selvfølgelig. Jeg spiser ikke morgenmad og vågner kun langsomt, meget langsomt. Han havde varme rundstykker til dem begge og vi hyggede os.
Det øsede ned, så vi kunne ikke komme ud at kigge på køer. Da vejret så lidt bedre ud, var det farfar igen.NU skulle de ud. De var så henne at se på det alt sammen. Hun ville have cap på som farfar, så det fik hun. Skønt at se dem sammen.
Da det blev tørvejr igen, plukkede vi bær sammen. Hindbær, jordbær og gule stikkelsbær. Hun skulle dele med farfar, når vi gik ned til ham, men–øh. De var for gode, så han fik kun lidt i et hjørne.
Hun var vist lidt træt, da min svigerdatter hentede hende efter arbejdet.
Så kom vores søn for at hjælpe den gamle med at slæbe. Børn er det, der giver os liv!
Så tændte jeg computeren, for at høre nyt fra de forskellige. Før havde jeg pennevenner, nu er det mail.
På en af dem kom en vidunderlig sang. Den hænger i hovedet. Det er en blanding af indisk, asiatisk musik i alm. og dansk salmesang tonemæssigt. De har lidt flere nuancer i tonerne. Peter var også pjattet med den. Ville nu gerne forstå, Hvad de sang om.
Menuen i aften er plukfisk i sennapssauce, så det får vi nok for os selv.

Mandela 90 år- Helt eller flop med glorie

Det er lige før, han har fået status som helgen. Hvem og hvad er han egentlig? Og hvem gjorde ham til det? Ikke ham selv.

Han blev fængslet for at deltage og lejlighedsvis organisere berettiget modstand rettet mod et usselt apartheidstyre. Han var gift med en stærk og organisatorisk dygtig kvinde.  Winnie !

Hun var hovedet bag frihedskampen, men har har aldrig fået hendes fortjente anerkendelse. Det er hendes fortjeneste, Nelson overlevede og ikke blev glemt. Det er hendes fortjeneste, at kampen blev vundet. Som udenforstående er det svært at bedømme hendes motiver. Var det kærlighed til manden? Var det hendes store engagement eller havde hun brug for et symbol? Måske var det en blanding.

Hun vandt ihvertfald og hendes mand blev løsladt og gjort til folkehelt. Altsammen Winnies fortjeneste. Han fik Nobelprisen og droppede hende, fordi der også var sket forkerte ting i kampen under hendes ledelse ( sagde han) Han ville ikke dele med hende.

Det er naivt at tro, man kan lede en sådan kamp uden at få skidt på hænderne. Bare tag de danske frihedskæmpere, der også gjorde fejl.

Det er på grund af hende, at han lever, ikke blev glemt og får al hæderen.

Han forrådte hende for egen vindings skyld

Hatten af for Winnie Mandela

Kommentarer til min blog

Der er så mange, der har været inde på min blog, at jeg bliver betænkelig ved at have den. Der skal snart en ekstra bjælke til besøgstallene. Husk, jeg er kun ½gammel kone med meninger om næsten alt. Jeg taler impulsivt ud af hjertet, den dag jeg skriver det.

Normalt er det kun mennesker, jeg kender der kommenterer eller mailer, selvom mange kigger.  I må altså ikke blive fornærmede over, at jeg ikke har læst kommentarerne endnu, selvom I har identificeret jer med mailadresse. Jeg er ikke nogen ørn ved pcen, ( lige før flyttede jeg musen for at få en flue væk fra min skærm) så jeg må bede familiens genier om vejledning, før jeg åbner.

Jeg havde tænkt at få oprettet en gæstebog. Det tager jeg stilling til senere, når jeg har set kommentarerne. Det er også begrænset, hvor meget tid jeg kan bruge ved pc, så jeg kan ikke besvare alt.

I må altså have tålmodighed med mig.  

Ps. Har lige fået at vide, at jeg ikke må åbne. I må så sende Jeres kommentar, når jeg evt får en gæstebog eller komme med bedre beskrivelse af, hvem I er. Beklager 

Så er det grilltid – Et smertefuldt minde

Hvid røg og mærkelige marinadedufte bølger over hækkene, når det er grilltid. Det er en naturlov at naboen får røgen og lugten, mens “brandstifteren” får seje bøffer og ½forkullede pølser. Jeg foretrækker at brænde maden helt naturligt under emhætten. Det eneste bålstegte, jeg kan lide er: ½kogte kartofler, der lægges på emmerne i bålet. De må gerne blive lidt forkullede udvendigt.

Der advares hvert år eneste om faren ved brug af brandbare vædsker på grill. Alligevel sker der ulykker hvert år. Selv jeg dummede mig med brandbar vædske.

Der ville ikke rigtig gå gang i koksene fyret. Vi havde spist sardiner i olie, så der var olie i dåsen endnu. Det må være godt, tænkte jeg. Olie brænder jo ikke så hurtigt. Jeg tømte dåsen ovenpå de varme koks.

Puff-  brag- stikflamme—av av av av og mere av.

Jeg fik pandehår, øjenbryn og vipper forsvandt. Det værste var mine stakkels næsebor. Efter at have slukket ilden i håret, prøvede jeg først med koldt vat i mine smertende næsebor. Ingen effekt. Så pakkede jeg to dybfrosne bønner i papir og stak dem i næsen. Sikkert et kosteligt afbrændt syn. Det hjalp.

Så skulle jeg have en smøg ovenpå forskrækkelsen. Da jeg tændte den, gik der ild i bønnepapiret.

Så gik jeg i seng med en stak aspiriner og nye bønner.

Snøft 

Det egoistiske menneske- den usårlige!

Jeg kiggede i et gammelt fotoalbum og fandt et billede af et menneske, jeg lykkeligvis havde glemt. Det var en af af de egoister, ingen af os slipper for at møde. Minderne om, hvad der skete dengang, da en god veninde tog sit eget liv, og hvad en bekendt har oplevet for nyligt, fik mig til at se en fælles fremgangsmåde fra disse mennesker. Når jeg fortæller om den ene, er det samtidig beretningen om den anden.

Det er skaden disse mennesker udretter, der får mig til at fortælle om det på bloggen.

Det starter så smukt. Den store kærlighed, eller det fantastiske venskab. Vi havde en kammerat, der var ligesådan. De har som regel ingen vennekreds eller kontakt til familien. Ej heller positiv kontakt med arbejdskolleger. Ensomme jagende ulve med psykopatens veltalenhed. Vi falder for det—på stribe.

Min venindes mand foretog sig ting med svigerfaderen og var opmærksom overfor svigermor. Han var den gode ven og selskabets midtpunkt ved hendes venner. Alt virkede perfekt. Men han ville ikke dele med hende eller de andre. Han ville have dem alle for sig selv. Han var altid charmerende og opmærksom overfor alle, men holdt dem fra hinanden med uskyldige målrettede bemærkninger. Først begyndte forældrene at tvivle på hende og hun på dem. Det var jo deres dejlige opmærksomme svigersøn og han var hendes drøm. Derefter skete det samme med vennerne.

Forældrene og hun brød med hinanden. Vennerne foretrak hendes mand. Tilsidst forlod han hende og hun var alene uden familie og venner. Hun begik hun selvmord.

Han er stadig venner med svigerforældrene og selvom han er igang med den 3.die eller 4. de efter samme concept, bliver han betragtet som et uskyldigt uheldigt offer.

Når jeg gennemlæser ovenstående lyder det som en dårlig roman. Men desværre er ingen i sikkehed for egoisten.

Birthe, jeg tænker på dig. Vink ned til mig.