Nytår

December 31st, 2008

Godt nytår til Jer alle.
Kirsten og Peter ;)

Gaven jeg ikke kan leve uden.

December 30th, 2008

Egentlig vidste jeg ikke, at den eksisterede. Jeg er vildt begejstret. Kan I gætte, hvad det er?
Noget så prosaisk som en skraldespand :D
Vi plejer at have en stor grim plastikbøtte med vippelåg, der altid ryger af til det tørre affald. Det andet kommer altid ud samme dag. Jeg nægter at have ildelugtende affald i et køkkenskab. Denne har et virkeligt smukt design, og så er den elektrisk. Når man nærmer sig med affaldet går låget op og lukker automatisk efter et par sekunder.Nu skal den gamle tæt nok på til at ramme ;)
Hunden er helt pjattet med den. Han fandt hurtigt ud af systemet og kan ikke blive træt af den. Så låget vipper og vipper. Jeg må nok dreje den lidt, inden han slider den op.
Så glad kan man blive for en gave, der er godt fundet på.
Tak for den I to :)

“Julefnidder” og savn

December 29th, 2008

Vi har haft nogle dejlige dage i julen. Vi har nydt samvær med familie og venner. OG julen er ikke forbi endnu. Vi elsker at se på vores juletræ, alt det gamle pynt og ting lavet af børn og børnebørn. Vi mangler stadig nogle besøg, som vi glæder os til. Den gamle har selvfølgelig købt masser af mad. Han køber stadig nok ind til at også at mætte to knægte med hul i maven. Godt vi har en hund ;)
I tror sikkert, vi skal hænge misteltenen op for at kysse, men —- Vi skal huske “at tage den i ed”.
Det laver skår i juleglæden, når nogle vogter på deres omgivelser og hengiver sig til “fnidder” om ligegyldige ting. — Hvordan holder man julen? Hvornår spiser man og hvad. Hvem gør det rigtigt, og hvem forkert? Hvad kan man hakke over? Tjah! juleønsker er forskellige. Vi ønsker bare at have en dejlig jul med vores kære. At hverken vi eller andre er perfekte, er uden betydning. Det er kærligheden mellem mennesker og julens budskab, der tæller. :)
OG SAVNET
Der manglede to ved vores juletræ. Et barnebarn og min ældste søn. Hun skulle have jublet og min ældste søn skulle have siddet der med hans kærlige smil. Nogle dage undgår jeg helt bevidst at se på hans billede. Smerten er for stor. Jeg gør det nu alligevel, og glæder mig over at “have haft ham” i 34 år. Det var bare ikke nok. Hans morder kører stadig bil!
Er det ikke vigtigere end alt det julefnidder?
Når vi fastholder familiens juletraditioner, fastholder vi også minderne om lykkeligere dage:)
Fortsat god jul til Jer alle.:D

Jul jul jul jul

December 26th, 2008

Jeg elsker den.
Juleaften var vi sammen med min søn. Han havde lavet dejlig mad, og smykket juletræet, så man kunne få tårer i øjnene. :D
Vores barnebarn fik vist alt det, hun havde ønsket og lidt mere. Det var vidunderligt at se hendes glæde. Den gamle genopfrisker et juletraume hvert år. Det var hans broder, der fik en dampmaskine. :(
Jeg sidder det meste af nættener og ser på mit juletræ. Da mine børn var børn, spillede jeg først ” Det kimer nu” på salmecyklen, før gardinet blev trukket fra. ;) De sidste år har jeg snydt. De skulle hjælpe med at sætte alle lysene på. Den gamle er ikke helt så tålmodig ;) Jeg vil nyde vores træ til hellig tre konger, som vi og andre med os, har tradition for. Jeg hader at se det komme ud.
Vi slappede af igår. Der kom lige en god ven forbi. Så fik vi noget god mad og hyggede videre,—uden stress. Det var dejligt. Idag slappede vi mere endnu. Kiggede på træet og de gamle nisser. Bare hygge.
Hold da op, jeg kan høre Jer gabe. Der sker nu også mere ophidsende ting i vores liv, men vi har intet behov for dem i julen. ;)
Imorgen kommer min søn og hans famile til en bid brød. Selvfølgelig med rigtige sild, surrib, æbleflæsk og de andre gode sager. Æggene er også “hjemmelagte” Jeg håber, det bliver en dejlig familiedag
Jeg håber I også nyder julen.
God fortsat jul ;D

GLÆDELIG JUL :D

December 24th, 2008

Jeg ønsker Jer alle en rigtig dejlig juleaften ;)
Nyd det og glem Jeres evt uenigheder, selvretfærdighed og modvilje.
Lad vore hjerter være åbne for julens budskab.
Kærlighed og fred
:D

Så kommer julen også nærmere her.

December 22nd, 2008

Der står en guds velsignelse af kasser, hvis indhold skal fordeles. Vi klarer den ikke uden alle de gamle smukke ting, samlet gennem generationer. Jeg gruer for den dag, jeg ikke er istand til det mere. Det vil være grusomt :(
De ting børnene har lavet eller foræret os, er de vigtigste. De rummer så mange dejlige minder om latter og kærlighed. Jeg taler med de gamle nisser, når de bliver pakket ud. De smiler så kærligt til mig ;)
Der var det år, hvor hunden havde stjålet kalkunen. Det blev nu opdaget, inden den tog skade. (Hunden) :D eller da den ene af mine sønner sagde ” Julemanden havde mors sko på” Afsløret ;) Sådan er der så mange ting, vi kan sidde og glæde os over.
Juletræet er kommet på plads. Det er så smukt :) Jeg glæder mig til at pynte det. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at træet bliver fældet for min fornøjelse. Det er forkert på en eller anden måde. Normalt slår man jo kun ihjel for at spise og overleve. På den anden side bliver det elsket og beundret. Bare lige en strøtanke.
Vi satte vores julehilsener ud på kirkegården i dag. To vigtige mennesker, der mangler. Når nogen siger, det kommer man over, så har jeg mest lyst til at smaske dem en i fjæset, så det mærkes. Hvad F– ved de om det. De har jo ikke prøvet det. Og nej, jeg er ikke voldelig. Kan de ikke sige noget fornuftigt, så hold kæft!
Nu vil jeg glæde mig til juleaften. På godt og ondt den vigtigste dag i året.
Mine tanker går til de familier, der har mistet deres kære.

Drillenissen er på spil og vemodige tanker

December 20th, 2008

Den er ovenikøbet rigtig onskabsfuld i år. Den plejer kun at lave smånumre, som at gemme tingene og den slags. Den har været her hele julemåneden. Er det fordi, jeg serverede grøden på loftet sent sidste år. Det er ihvertfald en sur lille satan :(
Vi blev smittet med en influenza, der sidder fast. Vi er bagud med med alting. Den gamle smækkede vinduet på loftet uden at sætte det ordentligt fast. Jeg tør ikke lade ham gå på stigen for at ordne det, så nu prøver jeg selv indefra. Det skal jo også pudses, inden de store nisser sidder og smiler til alle forbipasserende.
Indtil videre en af de værste jul i mit liv :(
Jeg kom ikke på loftet, så jeg kunne ordne vinduet. Der blæser en stiv kuling, så det ville være usmart. Jeg har også brug for den gamle, så jeg vil ikke jage ham op på stigen. Jeg kan selv, kan jeg ;)
Jeg er stadig uinspireret, hvad julen angår. Da jeg var ung og i udlandet for at uddanne mig, måtte jeg også undvære julen med familien. Jeg boede ved en jødisk familie, der gjorde deres bedste.
Så var der julen kort efter min søn fik et dødfødt barn og derefter, hvor vi havde mistet min ældste søn.
Julen er jo samlingspunktet, men år efter år mangler der flere og flere.
Jeg vil nu alligevel gøre mit bedste, for at gøre julen til en glad jul. De er jo alle i mit hjerte. Glemme alle de sørgmodige tanker og lave en god sauce til anden.
Måske er der noget godt på fjernsynet :D

“Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget”

December 18th, 2008

Jeg kom til at grine, da jeg jeg kom i tanke om denne gamle talemåde. Af to grunde:
Den ene er, at jeg kender et menneske, der fortolker talemåden anderledes.
” INTET ER SÅ GODT, AT DET IKKE ER SKIDT FOR NOGET”
Det er typen, der altid kun focuserer på den halve kop. Aldrig den fyldte. Bemærker den visne plet på blomsten fremfor skønheden. Det negative har førsterang og fylder mest. Jeg fremstår som en slags lalleglad i modsætning. Nå hellere det ;)
Hvis det ikke var så sørgeligt, kunne man grine.
Den anden grund:
December har været så fyldt med ærgelser, at det trodser enhver beskrivelse. Ligemeget, hvor meget umage, vi har lagt i alt, er det blevet xxxx. Køkkenet blev godt, men mangler lidt finpudsning og et nyt gulv. Er købt og skal bare klikkes på
Ærgelser og lign sætter sig altid på min mave. Mit epicenter. Jeg har holdt mig til sukker/fedtfri flutes. rejer, laks, lidt fisk og salat til aften, og en enkelt skive rugbrød til natten.
Jeg følte mig så oppustet og gik på vægten. Jeg er ellers gået uden om den en måneds tid :D
Hallejuja! 5,2 kg. mindre. Det skulle undersøges. Jeg gik på loftet og prøvede to selskabskjoler fra skabet på loftet og en tid med en anden figur. De er moderne igen. Miraklet er sket.
Jeg så godt ud i dem :) Om vægttabet så holder, vil tiden vise. Jeg kan da nyde det, så længe det varer.
Så som jeg startede med at skrive:
“INTET ER SÅ SKIDT, AT DET IKKE ER GODT FOR NOGET”
:D

Julefred eller julekrig i de små hjem

December 17th, 2008

Julen siges, at være hjerternes fest. Den tid på året, vi tilbringer med familiesammenkomster og bliver lidt “bedre”. Lægger stridigheder bag os og bare hygger.
Det lyder egentlig enkelt og kunne være et dejligt koncept. Var det så også sådan.
Mange familiers jul består i en endeløs mængde af kompromisser. Hos dine eller mine forældre? Julefrokost hos din eller min familie?
Jeg mener, at når man har fået børn, skal juleaften holdes i børnenes hjem. Så kan man jo invitere bedsteforældrene, hvis man har lyst.
Hvor skal skilsmissebørnene holde jul? Skal de have juleaften en eller to gange? Hvem gider tage sig af en gammel slægtning på et plejehjem eller i en ensom bolig?
Disse spørgsmål kan udløse en sand julekrig og juleglæden bliver suget ud. Mange gamle siger også nej tak. De vil ikke inviteres af pligt, og høre udtalelser som: Det kan oldemor ikke tåle, Det er for anstrengende, vær ikke så støjende, pas nu på, hun ikke falder! osv. De sidste to dræbende bemækninger: Hvad tid skal du være tilbage? og hvem kører hende hjem?
Jeg har elsket julen hvert år indtil nu, men måske skal vi bare lade være.
Jeg ved det ikke.

Så blev vores solstråle afhentet

December 15th, 2008

Vi har jo haft vores barnebarn siden torsdag morgen. Det har været nogle dejlige dage. Hun kan holde os beskæftiget ;) Når hun faldt i søvn om aftenen, udstødte vi samme lettesens suk, som da børnene var små. Hir. Vi sover nu også godt efter så megen energiforbrug. :D Den gamle er ved middagslur 2 i dag. Han tog “morgenvagten”
I morgen starter “projekt Jul” Julegaverne er stadig ikke købt. Vi er helt udgået for ideer. Der er jo ingen, der mangler noget i dag. Det skulle jo gerne være noget sjovt og spændende, men så er prisen også derefter. Måske ender vi med nogle prosaiske gavekort. Håbløst tilfælde :(
Måske kommer ideerne til mig, mens jeg drikker min te og halvsover foran fjernsynet.
GAAAAAAAAAAAAAAAAB!

  • Xantippen

    En ældre piges dagligdag, meninger og tanker..

  • XHTML