Haris Cehic og mig. Vi hører til den nye målgruppe, eller?
Jeg kender ham ikke, men hans utrolige historie inc. hans ødelagte fremtidsdrømme, maner mig til yderste forsigtighed.
Vi skal til flere begivenheder i nærmeste fremtid, og selvfølgelig medbringe gaver. 
Det ene sted skal de have et knivsæt. Altså ringede jeg til politiet og bad om vejledning til lovlig transport.
En temmelig nedladende dame ved politiet sagde at jeg gerne må transportere denne gave indpakket. Så langt, så godt. Jeg spurgte videre, om denne gave måtte sættes på gavebordet. Ja, det gjorde man jo altid!
( jeg gad ikke spørge, hvorfor det så ikke er straffrit at smide sit værktøj i bilen. Det gør man jo også altid)
Jeg spurgte så, om modtagerens hjemtransport med gaverne, når de var pakket ud.–Det måtte de gerne, hvis de ikke foretog “svinkeærinder”. Jamen der er jo altid folk, der skal køres og sættes af forskellige steder.
Så kom jeg med dagens dummeste spørgsmål. ” Hvem har jeg talt med?” Der knækkede filmen. Det kunne jeg ikke få oplyst. Det var deres servicecenter og basta.
Så kom jeg med endnu et dumt spørgsmål. ” Hvad nu, hvis det viser sig, at vi trods din vejledning/godkendelse alligevel kommer i vanskeligheder? Hvem kan vi så henvise til?” Svar: Deres servicecenter. Iøvrigt var det en sag, der var blæst totalt op.:(
Så er det, jeg spørger mig selv, hvad er egentlig substansen i komplekset?
Politiets rådgivning og information er anonym. De fritager sig selv for ansvar på forhånd, når vi ikke kan henvise til vedkommende. Det gør os faktisk retsløse, for vi har ingen beviser.
Jeg håber at højesteret, sender sagerne om alle de knivdømte tilbage til byretten, inden disse latterlige fortolkninger ødelægger livet og fremtiden for flere mennesker. Det var jo ikke dem den skærpede våbenlov var beregnet på.
Krystalprismer og den sorte mand.
Idag var det så dagen, jeg havde planlagt til at rengøre alle de smukke prismer. Det gør jeg aldrig mere. Jeg vil savne dem, men værre er det heller ikke. Hvis den gamle vil have dem op igen i diverse kroner og lampetter, så ok. Så må han også selv punktere fingrene ved aftagning og påsættelse 4 gange om året. Mindst! Jeg gør det ikke mere.
Jeg vil kun tillade en lampe med 18 prismer. 
Jeg kan ikke klare det der med samlinger overalt, så derfor fylder vi næsten en hel auktion. Det er snart temmelig befriende at kunne rende rundt med støvsugeren uden større forhindringer.
Jeg håber, vi selv kan vælge hjemmehjælp, hvis det skulle komme dertil. Det skal være nemt. Det så vi ved min mands mor. Hjemmehjælpen slæbte kun jord med ind, samtidig med at de overså spindelvævet bredte sig og samlede mere støv der blev sort. Min mands søster og niece havde nok at gøre med at tage sig af plejen.
Den sorte mand!
Peter gik igang med at tectylbehandle bilerne. Jeg indrømmer da gerne, at jeg vil hellere ville have dem lakeret, men jeg ved selvfølgelig det andet er vigtigere.
Han har haft masser af tectyl i hovedet og på hænderne hver gang. Da han ville starte på at bruge diesel og lign til afrensning begik jeg en meget dyr dumhed. Jeg overlod ham min rensecreme. Jeg vidste ikke, han ville bade i den. Jeg har aldrig fortalt ham, hvad skidtet koster. Jeg kan kun sidde og smile, mens han gør sig ren. Jeg tør ikke sige, han har har brugt for 400 kr. indtil nu. Han synes, det er godt og mener vi kan købe mere af det. Jeg må nok hellere sige, det er udgået. 
Nu gør vi os klar til håndbold. Min stol er hoppesikret og der er lidt koldt i køleskabet.
God søndag til Jer
Dødshjælp? Ja. Uværdig død? Nej. Et eksempel.
Når jeg ser debatterne om dødshjælp, så tænker jeg på min elskede plejemor “Nanna” og hendes død. Min afdøde søn elskede hende overalt. Hun var 87 år, da han blev født, og rask og rørig. Hun elskede rollen som bedstemor og forlangte at være barnepige. Hun sang, læste og vaskede hans bleer, selvom jeg sagde, vi kunne sende dem på vaskeriet.
Hun var i den 7.ende himmel.
Så kom den dag, hvor han skulle i børnehave. Jeg prøvede at forklare hende, at det var nødvendigt for hans skyld. Det var på tide, han fik muligheden for at lære flere andre børn og omgivelser at kende. Indtil da, havde det bare været en sluttet kreds.
Hun blev så sur, at hun forlangte en øjeblikkelig plads på et halvprivat plejehjem. Hun havde krav på det. Hun mente, at hun lige så godt kunne flytte, når der ikke var brug for hende mere. Den var svær.
Vi talte i tlf. flere gange dagligt og hun brokkede sig. Jeg sagde, at så kunne jeg da bare hente hende, men nej. Hendes stolthed var i vejen.
Plejehjemmet var rimeligt i starten. Lidt bedre end de fleste kommunale, men så skulle de også spare. Det første, de gjorde, var at fjerne stole og rækværk i gangene. Det tog for lang tid for de gamle, at nå ned til spisesalen, og det igen ødelagde skemaet for personalet. Så det blev fut-fut ekspressen i kørestole. Også selvom jeg protesterede og påpegede det ville forringe de “indsattes” mobilitet.
Hun ville stadig ikke glemme hendes stolthed, selvom jeg så hjertens gerne ville have hentet hende.
Den gamle og jeg var til en hyggelig sammenkomst, da jeg følte det. Der var noget galt med Nanna. Jeg ringede, og fik det bekræftet. Jeg hører til de kedelige, der mærker den slags.
Vi kørte derover og hjem flere gange. Den ene gang ville hun have snaps og en god cigar. Det fik hun.
Tre dage efter var det så endeligt. Hun udviklede blå og grønne mærker over hele kroppen. Hendes smerter var ulidelige. Hun skreg og græd af smerterne. Hun blev ved at sige til lægen og personalet, der kom lejlighedsvis, at hun var 96 år og havde krav på at dø fredeligt.
Min dejlige lille Nanna blev udsat for en ubeskrivelig tortur i hendes sidste timer. Det menneske, der har betydet så ubeskriveligt meget for mig og min ældste søn måtte lide en uværdig død i et smertehelvede. Ude på gangen, tiggede og bad jeg jeg den overtravlede læge om at gøre hende smertefri. Det kunne han ikke, sagde han, for det ville hun dø af.
Jeg brølede efter hans flagrende kittel. “Det er da for fanden det, hun er ved.” Han travlede bare videre.
Den gamle og jeg skiftedes til at sidde ved hende. Han sad ved hende, da hun fik fred. Hun var så glad for at Peter og jeg havde fundet hinanden. Det trøstede hende lidt i hendes smertehelvede.
Jeg fortryder i dag, at jeg ikke havde modet til at hjælpe til at hende. Det skyldte jeg hende faktisk.
Er det sådan I selv vil dø, eller opleve Jeres kære i den situation?
Omsorgssvigt og min søns død
Om to dage er det 3 år siden, min søn blev søn blev dræbt på landevejen.
Hvad har det med omsorgssvigt at gøre, spørger I.
Jeg har været følelsesmæssigt alene siden. Venner og naboer forbigår det ubehagelige emne, og jeg er høflig nok til ikke at nævne det.
Jamen alt i mig brænder efter at dele minder og oplevelser om/med ham på godt og ondt. Snakke, snakke, snakke, men jeg er stadig alene.
Jeg prøvede at snakke med to fra familien om det. “hvordan har I det? Hvordan føler I det?”
Den ene foreslog en terapeut og den anden smuttede. Se det kalder jeg omsorgssvigt overfor mig.
Hvorfor jeg beskriver det så åbent?
Jeg har talt med adskillige, der oplever det på samme måde. De og jeg går til af det. En af undskyldningerne er, at det er grænseoverskridende at tale så intenst om følelser.
Det er det faktisk også at miste et barn uanset alder.
Tag Jer sammen I kujoner og TAL med os.
I har sikkert også brug for det.
Jeg nægter at acceptere den der med, at folk viser deres følelser forskelligt. Det gør dem vel ikke døve og stumme, og lammer armene så de ikke kan kramme.
Så udsætter de mig for omsorgssvigt og mister deres plads i mit sølle liv.
Tænk over det!
Nogle gange holder lykken ikke længere end en døgnflue.
Jeg har været så uendelig træt af, at ” Det gule Lyn” ( udrangeret MB 1oo) stadig stod på gårdspladsen. Jeg har været hele rækken af argumenter igennem for at få solgt skidtet. INTET har kunne ovebevise ham. 
Så skete miraklet. Han fik den ryddet på to timer. Jeg frydede mig usigeligt. HA!
Det tog ham kun to dage, at save resten af de gamle træer , der har ligget til lagring. Nu er den fyldt op med 3 kubikm. elmetræ. Skal jeg så græde eller le? Det havde nok været nemmere at have giftet sig med en tøffelhelt. Det ville jeg nu ikke have kunne klare og han ville sikkert også kede sig ihjel med en underdanig kone.
Så jeg roste ham.
Det var nu også et hårdt arbejde, både for ham og saven.
Jeg er også nødt til at være flink, for at få ham til at skille sig af med en masse. Jeg gør det også selv.
Vi lader os tynge af en masse unødig ballast. Vi kan ikke få at til at tage afsked med mange ting. Det føles som forræderi. Det har tilhørt den og det har tilhørt den. Pietisme kan også være en plage. Nu vil jeg kun gemme de personlige gaver valgt med kærlighed og nogle effekter, der har betydning for mig. Så kommer der bare det med, at få den gamle til det samme. Jeg er spændt på, om min søn vil beholde maleriet af mig som ung pige. Jeg bliver ikke fornærmet, hvis han fyrer med det.
Det jeg troede, ville være nemt arbejde, viste sig at være et mareridt. Sortering og ud. Ha! Tingene bliver klappet og vendt. Nu skal det være slut uden at ende med skilsmisse.
Det lysner.
Tro nu ikke, vi ender med hvide plastikmalede vægge, et sofastykke,familiefotos i designerammer og 4 ens urtepotteskjulere i hver vindueskarm. Vi skal stadig have vores hjem, som vi vil have det. Der skal bare være meget mindre af det i skabe og skuffer.
Og så var der gudstjeneste. GAB! Der er kun falske profeter.
Altså, hvis Luther så, at hans hårdt tilkæmpede reformation kun var gået op i hellig røgelse. Jeg tror, han ville rotere i sin grav som en kylling på et grillspyd med superomdrejninger.
Hvad har han opnået? De “enfoldige” bliver ikke undertrykt i religionens navn af uforståelige latinske remser. Kun af ord og begreber ikke alle fatter. Præsterne må gifte sig og man kan blive skilt i nogle af de religionssamfund, der opstod efter denne reformation.
Og det var så det.
Vi bebrejder udefra kommende, at de hænger fast i middelalderlige trossamfund. Helt ærligt, prøv lige at kigge på den nutidige Danske Folkekirke.
Middelalder!
Præsten fortolker salvedesfuldt dagens tekst ved hjælp af middelalderbegreber og sprog. Menigheden hopper op og ned fra sæderne, og vi synger AMEN.
Jeg kan godt lide traditioner og tager gerne min hoppepude med i kirken, hvis det kræves, men så vil jeg også have noget åndeligt nutidigt, jeg kan tage med mig.
En fortolkning af teksten, der har relation til nutidens samfund og livsbetingelser. Jeg ville også gerne have lidt realisme med i billedet.
Det evige liv, hvad er det? Det består vel hovedsageligt i de informationer, vi videregiver med vores gener. Hvis jeg kunne tro på genopstandelse og et evigt liv, så ville jeg tage strikken nu. Så ville jeg kunne tale med min ældste søn og kramme ham. De andre klarer sig jo nok uden mig.
Det var lige et sidespring. Der er ikke den store forskel på middelalderopfattelse i den kristne kirke og de udefrakommendes. Jeg har præster i min berøringsflade, der stadig mener, at kvinder skal føde børn og tilgodese mandens behov.
Jeg forstår heller ikke den med, at martyrer skal have en flok jomfruer til at fornøje sig med. Det lyder da som voldtægt i religionens navn. Ingen har sagt noget om kvindernes belønning.
Tænk, hvis et evigt liv for kvinden består i, at være den evige jomfru, der ufrivilligt mister sin mødom igen og igen.
Kan det være mere ondt? og det i religionens navn.
Jeg vil bruge min tro på at leve efter de ti bud, og tro på det smukke og kærligheden.
Kirken og alle de andre har næsten taget min tro fra mig. De er ulidelige i deres fanatisme og mangel på respekt for det enkelte individ.
Jeg er helvedes træt af dem.
Størsteparten af alle disse trossamfund og religioner er imod prævention, da det er kvindens pligt at føde nye tilhængere. Det er spild af evt. smukt liv og resourser, da mange af disse dør tidligt i u-landene.
P piller er mere vigtige end antibiotika. Det burde være en samlet pakke.
Som religionen praktiseres nu, er det kun et spørgsmål om magt over de troende sjæle. Det har intet med tro at gøre.
Den gud, mange tilbeder grundet deres religiøse tilhørsforhold, er værre end djævlenen
Gud er måske troen, men religionen er fanden.
Vi skal nok gøre os fri fra forkyndere og leve i respekfuldt samvær med den oprindelige tros retningslinier.
Det kan ikke gå helt galt.
“ADHD” børn og medicin.
Jeg bliver syg, når jeg hører og læser om all disse børn, der bliver påhæftet en diagnose og tvangsmedicineres. Der var en stigning på 40% fra 2007-o8.
10700 OPLYSTE sager i 2008.
Den værste sygdom de fleste af disse børn lider af er: De er børn!
De beskrives som hyperaktive og ukoncentrede. Det kalder jeg ikke en sygdom, men et symptom.
Mange børn bruger næsten al fritid på deres værelser, der er udstyret med tv, diverse spillekonsoller og pc. Så bliver værelserne heller ikke for rodede. Heller ingen leg og aktiviteter i stuen. Der skal jo være pænt. Det kliniske opholdsrum er blevet en del af mange menneskers identitet.
På de betingelser ville jeg også blive hyperaktiv, når lejlighed bød sig. Bare se på hunden, når den bliver sluppet løs efter en dag alene i hus eller lejlighed.
Kontrolleret sportsdeltagels er IKKE fri kreativ leg.
De fandens unger er også ukoncenterede. Børn er da som flagrende sommerfugle, der skal besøge alle blomsterne på een gang. De kan ikke lære noget så påstås det. De skal altså lige lære at lære først. Det lærte vi andre med børneremser og senere de forhadte salmevers og tabeller. Vi blev tvunget til koncentration, hvis vi ikke ville sidde efter. Den første koncentration, er den mellem forældre og barn. Det kræver tid, men er al tiden værd.
Forældre til børn i børnehaveklassen kan blive udsat for for forargede telefon opringninger fra læreren grundet barnets mgl lyst til at sidde stille. Helt ærligt, hvis en uddannet voksen ikke lærer ikke har autoritet og evner til at motivere og styre så små børn, er der noget galt.
Jeg ved, jeg har sagt det meste af det før, men det piner mig stadig. Det er forkasteligt, at børn skal gøres til statsfinancierede pillemisbrugere for resten af livet. Det er sygt, at de dopes, så de fratages evnen til selv at tage hånd om deres liv og situation.
De burde have lov at være børn.
Vi var udsat for et af resultaterne på denne sygeliggørelse af et barn. Der var et barn, der for rundt i supermarkedet. Forældrene kiggede bare. Da folk begyndte at kigge på dem, sagde de ” Han er HDAD barn” Derefter vendte de bare ryggen til barnet og fortsatte deres indkøb.
Hvem dælen er syg der?
Sikke en stank.
Jeg gik ind på mit kontor og satte mig velbehageligt til rette med en kop kaffe. 5 sekunder og jeg måtte flygte ug med fingrene fast presset om min næse. Jeg havde heller ikke lyst til min kaffe mere.
Jeg havde bemærket graveaktivitet ved gavlen for nogle dage siden. Der er ikke mange muligheder for de bæster til at komme ind, men jeg fodrede og dækkede til med lidt løv. Så kunne den spise sig mæt ude, og fordøje mine dejlige blå og røde korn et andet sted. Sådan gik det så ikke. Jeg formoder, det er en af de små hasselmus, der har lagt til at stinke under mit gulv. De er for små til gå i fælderne.
Den har ihvertfald taget en grusom hævn. Da jeg læste Legehusets blog den anden dag om hendes musefangst, tænkte jeg. Det sker ikke for mig i år. Jeg har sikret mig.
Den må have været en fantastisk gravemester.
Nu har jeg sprøjtet noget antistank under gulvet gennem en tynd slange. Døre og vinduer er åbne og blæseren er på fuld styrke.
Så jeg sidder i en strid kuling med vintertørklæde om halsen. Jeg skal jo se, hvad andre har skrevet i dag.
Verdenssituationen må klare sig uden mig i dag.
Jæger- i krig med eliten. Politikens mgl. kendskab til love om Rigets sikkerhed:
Nu kører debatten om Thomas Rathsack`s bog. Manden har dummet sig over alle grænser på mere en èn måde.
Jeg har lige set i et 60 år gammelt eksemplar af Hærens Lærebog for Menige. Iflg. den har han ytringsmæssigt mundkurv på. Efter sigende er det uændret.
Han kunne have undgået hele balladen og polemikken ved at lade forsvarskommandoen gennemlæse og godkende/ikke godkende. Så kunne han have beholdt arbejdet og samtidig måske have tjent en god skilling.
Han kan ikke undskylde sig med mgl. viden og naivitet, for så var han aldrig blevet medlem af Jægerkorpset. Jeg forstår ikke hans grunde til at gøre det på hans måde.
Politiken med Tøger Seidenfaden i spidsen, påberåber sig ytringsfriheden som ret til at offentliggøre bogen. Har de ingen advokater med kendskab til love om “Rigets Sikkerhed”, i det foretagende?
Her drejer det sig ikke kun om riget men også om vore soldaters sikkerhed. Når modstanderen kender vores “drejebog”, sættes deres liv og kampen om demokratiet på spil. Den kamp. der gerne skulle give og bevare ytringsfrihed.
Politiken forveksler også ytringsfrihed med oplysningspligt. Vi kan jo heller ikke gå op til politiet og spørge, hvordan de vil gå frem i en evt. straffesag imod os.
Hvad politiken udøver lige nu, er ikke forsvar for ytringsfriheden, men “undergravende landsskadelig virksomhed” Det kan man faktisk komme i fængsel for.
Det værste er, at det medieflop kan koste danske soldater livet.
Tøgers til tider pudsige redaktionelle tiltag har været interessante og underholdende. Nu er de blevet farlige. Jeg ville ønske, jeg forstod meningen med det, men det vil han måske forklare os om en dag.
Det har ihvertfald intet med ytringsfrihed at gøre.
Brian Mikkelsens bløde bandekurs og pensionistbanden.
Nu vil BRIAN prøve med bløde tiltag overfor bander, der skyder, stikker, banker osv. Ok, det hører til sjældenhederne, at konservative går ud over kommercielle interesser og dykker ned i det sociale. De mangler lidt øvelse på det felt. Jeg indrømmer, at bandernes ulovlige omsætning udgør en væsentlig del af nationalproduktet, men jeg nægter at tro, det har været grundlaget for hans sociale flip.
Nu har vi hørt om bløde sociale tiltag i årevis. Der har for eks. været skirejser til Norge eller alperne, en lille tur til Grønland, naturrejser til fjerne lande osv.
NU ER DET PÅ TIDE, VI LAVER PENSIONISTBANDEN!
Vi utilpassede skrottede/glemte pensionister skal forlange vores del af dette projekt. Vores løn er gået ned grundet mgl pristalsregulering og stigende grønne afgifter. Dertil kommer større egenbetaling til nødvendig hjælp, madordning og generelle nedskæringer. Det forventes stort set af os, at vi ikke belaster, men smutter hurtigst muligt.
Det er det samfund, vi har betalt til et helt liv. Dårlig investering.
Skal vi så ikke organisere en pensionistbande, der giver os del i spændende bløde tiltag?
Jeg er absolut åben for ideer.