Når vågeblusset kvæles

Livet har jo så meget til os. Jeg skal ikke kunne sige, om der er en form for balance. Lige dele af hvert. De sørgelige og kedelige oplevelser har det jo med at dominere  og fylde.

Vi mente, at vi havde et håb, et lille vågeblus der kunne overstråle de sidste års tab. Men som skrevet står: Den der har skal have,  men den der intet har  –osv.

En ond vind tog det fra os og kvalte det med sin iskolde ondskab.

Fra nu af kan alt vel kun blive bedre.

Tv udsendelsen om tabet af Sebastian i Afghanistan. Henning Sørensens hadefulde udfald.

Vi så den i går aftes. Den smertede langt ind i sjælen og fik hjertet til krympe sig. Vi snakkede ikke. Vi så, hørte og følte smerten. Følelser, vi kender.  Vores yngste søn har været i Afghanistan, men kom heldigvis hel hjem til os.

Der gled mange tårer ned ad kinderne. Vi har jo sorgen over  vores ældste søn, der blev dræbt i trafikken. Vi følte et fællesskab. Jeg klapper også ting, der har tilhørt hjem. Jeg snuser til hans sovepose og føler. Jeg går i sort, hvis de ting han har efterladt ikke bliver behandlet med omhu og respekt.

Det var hårdt, uendeligt hårdt, at opleve en anden mors sorg.  Det trøstede mig at høre om hendes drøm og udlægningen af den.  Jeg har haft to meget smukke drømme, men derefter intet. Jeg har flere gange stået foran hans billede og tigget og bedt ham om at give et eller andet “livstegn”.  Kald mig bare tosset, hvis I vil. Kærlighed går ud over døden. Båndet forbliver ubrudt.

Vores ældste søn var i Israel under Golfkrigen. Hans begrundelse for at blive var, at han var taget dertil for at lære dem at kende og deltage i deres liv. Det selvom, han konstant bar gasmaske og måtte gå i beskyttelsesrum den ene gang efter den anden. Nej vi er ikke jøder, men kristne. Vi er først og fremmest mennesker.

Min yngste søn har som skrevet været i Afghanistan. Det var så hans beslutning.  Han gør det sikkert igen, og vi gamle må ikke overtage opgaven for dem.

De soldater, der tager afsted kæmper for de idealer om menneskerettigheder, som vi tager for givet.  Jeg er stolt af dem, selvom jeg åbent indrømmer, at jeg kunne klare mig med lidt mindre stolthed, hvis han blev hjemme.

Den super overreligiøse kristne lænestolskriger Henning Sørensen kalder det sikkert ” Guds straf”  Jeg vil gerne starte en indsamling til en billet til Afghanistan til ham. Så kan han med egne øjne se overgrebene, undertrykningen og nedværdigelsen af afghanske kvinder i talebanområder. Det sker altsammen i ” Den almægtiges ånd” .  Så kald ham/hende, hvad I vil.

Gud skabte os lige, og det skal alle respektere uanset trosretning.

Mine kram og tanker går til de pårørende til de, der har mistet livet i indsats for retten til et værdigt liv.

Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Skæve eksistenser.

Jeg må erkende, at det er rigtigt. Jeg var ikke klar over, hvor meget man flytter sig i sine meninger og følelser. Det ved jeg så nu.

Jeg observerede, at nogle læste mine blogindlæg fra begyndelsen og til nu. Først tænkte jeg, at det da var ligeså kedeligt som at læse gamle aviser, så hvorfor gøre sig den ulejlighed.  Den gjorde jeg mig så selv.

Jeg prøvede at danne mig et objektivt billede af hende Xantippen. Jeg nåede frem til, at det var et følelsesladet menneske, der altid søger efter den endegyldige sandhed. Den findes bare ikke.  Jeg kan jo bare se, hvor meget mange af standpunkterne har flyttet sig.  Det betragter jeg som positivt. Det beviser en vis form for liv, smidighed og forståelse.

Der er nu een ting, der aldrig ændrer sig. Jeg afskyr stadig mennesker, der er nedladende og dømmende overfor deres medmenneskerog kategoriserer dem. Især bliver jeg rasende over udtrykket: 

Skæve eksistenser

Hvad mener de egentlig med det?  De laver endda specielle boliger til dem nogle steder. Sådan lidt væk, så de ikke støder øjet. De mener sikkert selv, at de er gode altimens de laver “skæve ghettoer”. Der var en der fortalte mig, at hendes mand interesserede sig for skæve eksistenser.  Gad vide, hvad interessen er. Som jeg kender ham, ville han aldrig nærme sig dem uden beskyttelsesbeklædning og gummihandsker. Det er nok snarere en mindre doktorafhandling der skal skrives, eller en billet til byrådet for engagementet, det drejer sig om. Måske begge dele. Dum er han ikke, kun DUM.

Jeg forstår sådan set godt Maos grundide med at bibringe folk  jordforbindelse, inden de blev ledere.  Det er en mangelvare ved diverse sagsbehandlere og pædagoger. De mangler grundlaget for at kunne kommunikere med andre end deres egen slags. Så kan man diskutere nytten af dem. Vi har haft den udsøgte fornøjelse i selskabelig sammenhæng, at overhøre en flok af disse overmennesker. De fortalte alt, om de personer de havde eller havde haft  berøring med.  Sådanne bagateller som tavshedspligt og menneskelige/sociale hensyn sked de på. ( undskyld)  Uanset klienters/patienters lykkelige resultater og fremtidsperspektiver, var de stadig: De der undermennesker. Det var janteloven i fuldt flor.

Hvad er en skæv eksistens egentlig?

Hvis du planter 10 frø, vil et altid skille sig ud. Har det ikke stadig en eksistensberettigelse?

?

89-årig røvet og tapet. Dommene er for milde.

Hvad tænker i, når I hører om det? Det er Danmark, lille fredelige trygge Danmark, eller?

Man skulle tro, vi levede i en “bananrepublik” . De venstreorienterede siger nej og påstår, at det er et globalt problem. Klap min bare—-.

Vi kunne have minimeret dette problem ved at beholde grænser med overvågning. Vi kunne have undladt at give opholdstilladelse til mennesker, der hader os og vores levevis, før de kommer. Mennesker, hvis eneste mål er at afskaffe vores demokrati, uden hvilket de aldrig var kommet hertil, for at indføre deres udemokratiske, menneskeuværdige  love.

Selvfølgelig er der også etniske danskere, der begår den slags forbrydelser, men det er en meget lille  procentdel. Østeuropæere kommer i klynger med deres Eu-pas for at berige sig ved kriminalitet.  De opfører sig mere skånselsløst end de religiøse ekstremister. Man burde genindføre grænsekontrollen og undersøge de biler, der kører ud af Danmark.  Hvorfor går politiet ikke efter ofre for tvungen prostitution?  Tænk, hvis de brugte ligeså meget tid på dem. som småtyveknægtene.

Vi må heller ikke forsvare os, hvis vi bliver overfaldet. Ikke engang i eget hjem. Hvis de stakkels overfaldsmænd lider overlast grundet vores nødværge, skal vi i fængsel, og de skal have erstatning. Jeg har spurgt politiet den ene gang efter den anden om, hvad der er tilladt i en nødværgesituation. Jeg har ikke fået svar endnu.  De lader til fuldstændig at glemme nødværge§ og ofrenes forsvarere bruger dem ikke fuldt ud.

De flittige tilflyttere/flygtninge, der passer et arbejde, uddanner sig, respekterer os og vores levevis og udfylder deres plads i vores samfund, de bliver taberne i denne problematik.  Det må være ulideligt at skulle leve med fordomme skabt af kriminelle elementer.  Jeg ved ikke, om jeg ville have styrken til det. Har I?

Jeg vil mene, at ethvert røveri burde straffes som drabsforsøg.  Bare tænk, hvis den 89-årige havde haft dårligt hjerte, hvilket ikke er ualmindeligt i den alder. Hjemmerøverier er det laveste og bør straffes efter alle § med den højst mulige straf indenfor straframmen og så med skærpelse. Vi har lovene og strafmulighederne.  Hvorfor bruges de ikke.???????????????

Gør dog noget ved det.

Testamente og “berøringsangst”

Kan nogen fortælle mig, hvad dælen der sker. Nævn ordet testamente og alle går i sort.  De går nærmest i panik, nægter at tale om det eller skrive de sidste ord. Det er tarveligt overfor de efterladte. Hvis min mand kunne droppe hans fatalisme lidt, ville han sikkert efterlade en tegning med “fingeren” Oversat:  Jeg vandt gamle  

De skal dø.  Ja selvfølgelig skal de det. Hvis de ikke var så forurenede af den globale forurening, kunne de måske gå ind i kredsløbet.  Vi burde sikkert alle begraves på Kommunekemi. Bare for en sikkerheds skyld.

Jeg er da ligeså angst som alle andre, men jeg ved, det vil ske. Det er sjældent, vi overlever døden. Jeg har haft en “før død oplevelse”. Det var fantasisk og fjernede noget af min angst.  Jeg har været sammen med døende mennesker og oplevet farver og varme i deres nærhed. Måske er det bare fornemmelsen af kortslutningen i alle deres systemer. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, det var smukt og trøstede mig. Hvis de har oplevet det samme i deres sidste stund, så var den smuk.

Det er da så ligegyldigt. om I kun har en gammel pibe eller en vigtig bog at efterlade Jer. Skriv et stykke papir, så det kommer hen, hvor I ønsker det.

Vi har ordnet vores. Har I ?

Så gør da noget ved det. En kærlighedshilsen efter vores bortgang glæder også.

Tilgiv din bror 7×7x7 osv, eller “Vend den anden kind til”

Det lyder da smukt. Vi har vel også allesammen ladet os friste til at prøve det.

Jeg har hørt og læst utallige fortolkninger af disse ord. Jeg har endda gjort mit bedste for at efterleve dem. Jeg har nu mere behov for en brugsanvisning.

Jeg kan tilgive, hvis der er bare det mindste grundlag  for tilgivelse.  Men jeg må have lov til selv at sætte grænsen.

Så er der det med den anden kind. Jeg har altså kun to. Jeg har fra fødslen været udstyret med to røde æblekinder uanset vægt eller livsstil.  De er altså ved at være slidt op. Jeg kan heller ikke dreje hovedet hovedet hurtigt nok, så slagene bliver ligelig fordelt. Det er som at være tilskuer til en meget hurtig tenniskamp.

Kunne vi ikke lave det om til: “Stik en ny hage frem.”?  Så kunne jeg vælte mig i lækker mad og tilføje en ny hage, hver gang den gamle var slidt op.

Ja ja, det var bare sådan en tanke.

Familiestridigheder. Er der noget værre?

Som barn så jeg, hvordan min familie gik mere og mere i opløsning. Der blev pludselig sladder og fordomme. Det gjorde ondt, og jeg tog afstand fra det og klarede andre for det umyndige barn. Jeg savnede dem , fordi mit ståsted i livet blev revet væk under fødderne på mig. Det behøver man ikke være ret gammel for at føle.
Jeg føler dybt med mennesker, der oplever det.
Jeg ved af erfaring, at selv den bedste vilje og evindelig tilgivelse, ikke er nok. Der er mennesker, der først og fremmest elsker sig selv, og hvis meninger skal opfattes som den endegyldige sandhed. Det kan ikke betale sig at kæmpe imod. Man taber. Så megen selvretfærdighed og selvforherligelse kan man ikke vinde over.
Det oplevede jeg første gang med min mor. Jeg er aldrig gået ind i spørgsmålet om tilgivelse. Jeg har altid i min enestående naivitet troet, at viste man kærlighed og forståelse, ville man få det samme tilbage.
Må gud bevare denne naivitet, så jeg stadig kan elske.
Hvorfor kan man ikke bare acceptere og respektere hinanden trods forskellighed.
Jeg er ikke Vor Frue, så selv min tålmodighed og tilgivelse slipper op, og
Så bliver jeg edder bukkeme gal

Hetzen mod rygerne. Tænk; hvis Hitler havde været imod rygning.

“Hvad var det dog, der skete?”
Jeg forstår det ikke. For ikke længe siden var vi en velintegreret gruppe i samfundet. Nu hører vi til de udstødte. Samfundets bund!
Vi lever under samme restriktioner som de pædofile. Ingen børn i vore hjem, selvom vores skrækkelige lyster er under kontrol i barnets nærhed.
Kræftens bekæmpelse kom igennem med en skrækkampagne, der kun fortalte en brøkdel af sandheden og udelod den dokumentation, der kunne have sikret os vores fortsatte plads i samfundet. Man glemte bl.a. ligesom at fortælle, at der skal være et anlæg i arvemassen.
Jeg har altid taget hensyn til ikke-rygere, men det er ikke gensidigt.
Nu forlanges det af mig, at jeg skal gå udenfor, hvis jeg vil ryge. OG det i mit eget hus. Ellers må jeg ikke omgås børn.
Det må så være sådan, for jeg har fået nok.
Jeg ved ikke, hvordan det pludselig blev sådan, men rygerne oplevede deres “Krystalnat”. Selvfølgelig kan det ikke sammenlignes med jødernes, men:
Følelsen af at være et respekteret medlem af samfundet og derefter blive reduceret til det værste udskud og udelukkes. Det kan sammenlignes.
Jeg vil ikke finde mig i det.
Min generation er opvokset med røgen. Vi har en temmelig høj gennemsnitslevealder i forhold til før og nu. Min plejemor døde, da hun var 96. Hendes sidste ønsker var: en snaps og en god cigar. Det fik hun, og nød det. 4 timer efter var hun død. Jeg skulle måske have advaret hende.
Lad os have vores laster, der bl. a. er sund hjemmelavet kost. Ved I, at man bliver afhængig af smagsforstærker. Nej vel.
De såkaldte sundhedsfreaks, der ikke selv lever et sundt liv, skal bare holde sig ude af mit liv.
Ja, jeg er P—sur

Skal moskeer forbydes i Danmark? Etisk Råd.

Det spørgsmål blev jeg bedt om at tage stilling til. Iflg. dansk lovgivning har alle anerkendte religiøse grupper ret til at etablere et samlingssted.
Jeg ønsker absolut ikke stormoskeer, storkirker, stor dit og dat i religionens navn. Troen bliver vel ikke mere rigtig af størrelsen.
Den danske lovgivning er desværre for svag og for upræcis i sin formulering og fortolkning. Der burde være en klar lov om “anerkendelse” af de forskellige religioner og trosretninger.
Enhver trosretning, der krænker individets ret til at tænke, klæde sig og handle frit, burde forbydes ved lov. Så påstår nogle af Jer sikkert. De har selv valgt det. Pladder!
Hvis man bliver indoktrineret fra fødslen, har man intet valg mere. Der er også trusler om evig skærsild, æresdrab og udstødning af familie og bagland.
Kalder I det en god tro, når den kun overlever ved hjælp af angst og underforståede trusler? Hvor er Etisk Råd i dette kompleks? De burde da kæmpe for retten til åndelig selvbestemmelse. Ja ja. De får da løn for det. Måske skulle de arbejde lidt mere for at fortjene den.
Da jeg var barn, var vi bange for præsten og de andre hellige. Det var en befrielse, da det indre missionske åg forsvandt og vi kunne tro frit på hvad vi ville og hvordan. Vi kunne endda danse om søndagen.
Vi skal have trosfrihed for alle, og ikke betale til religionernes tyranner.
Nogle tilflytterne med anden trosopfattelse, vil have ligestilling og helst dominans i vores samfund, der bygger på kristendommen. De misbruger demokratiets rettigheder.

Tanker om mit liv på nettet

Jeg havde aldrig troet, at det ville blive noget for os. Den gamle brokkede sig over, at jeg ikke ville kappe forbindelsen, da ungerne var flyttet næsten helt ud. Det var for dyrt osv osv.
I dag kan vi ikke undvære det. Adgangen til informationer er næsten grænseløs. Der er nu stadig ting, der kræver gransken i vores opslagsværker. Internettet viser hovedsageligt nyhederne og ikke baggrunden.
E-mails er absolut en velsignelse. Ingen kamp med slettelak og sideopstilling. Det tog sin tid, før jeg lærte det, men nu klarer jeg mig.
Face-book har jeg et blandet forhold til. Det er rart at kunne se, hvad der sker i vennernes liv og hvad de synes. MEN! Jeg forstår ikke meningen med at tilføje en masse ukendte mennesker som venner. Er man noget, fordi man har tilføjet revl og krat? Den fatter jeg altså ikke.
Jeg har også flere gange set dette medie brugt som folkedomstol, rekruttering til mere eller mindre mærkværdige/farlige/manipulerende grupper. Var det meningen?
Blogs: Se det er noget, jeg kan bruge. Min egen, hvor jeg lufter meninger, jeg ellers ville være brændt inde med, samt informerer venner og familie om min dagligdag. Så er det herligt at læse de andres.
Jeg har mødt mange dejlige mennesker, der er blevet venner/samtalepartnere. Jeg har skam også mødt flere i natura, og udvekslet private mails med mange. Mit liv er blevet rigere og mine grænser for forståelse af mange ting har ændret sig. Nogle positivt og andre——-uah uha. Sådan er det jo altid, når man stikker snuden frem. Jeg har endda fået at vide, den er grim.
Men alt ialt: Jeg elsker mit internet.