FANGET I GRÆNSELANDET. Tandlægens bekendelser.

Man skulle tro, det var løgn, men vi havde problemer med at finde tilbage til Danmark idag.

Vi har kørt over en million km i Tyskland, da den gamle var vognmand endnu og aldrig oplevet noget tilsvarende.

Vi ville lige hente lidt guf til påskefrokosten. Vi kørte ned til vores sædvanlige butikker i Süderlögum. Der var store skilte på vejen fra Peppersmark og videre, men vi kunne køre.

Så skulle vi hjem igen. De havde sat skiltene med omkørsel, så ingen, hverken tyskere eller danskere kunne finde ud af det. Vi blev ved med at ende samme sted og møde de samme biler igen og igen. Frem og tilbage osv. Temmelig surt.

Til sidst kørte vi ind på det nytromlede vejstykke og vækkede en vejarbejder. Han storgrinede, da vi sagde, vi gerne ville tilbage til Danmark. Det gav så en mindre kortege til den rigtige vej.

Det havde frustreret mig så meget, at jeg var nødt til at tage et par nye sko med hjem. Så kan I bare se, hvor slemt det var.

Min tandlæge: Sådan en ny bro koster en formue, men indrømmer at den fungerer og det ser naturligt ud. Nu har jeg altid fået at vide, at den uhyrlige pris for en sådan skyldes den dyre metallegering. Jeg spurgte ham så, om metallet fra den gamle skulle i guld eller sølvkasse. Ha ha. Måske i en billigt rustfrit. Så er tandfeen mere gavmild.

Den gamle er lige kørt efter lotto. Hvis vi vinder de 90 millioner vil jeg lave en udgave af Himmelekspressen her i området med brusebad og plads til hunde. De må også gerne få et bad.

God påske til alle.

Så blev køkkengulvet færdigt.

Der mangler bare lige lidt paneler, men det er blevet kønt. Der er blevet puklet og der skal pukles mere endnu med skabene og de skæve vægge. Så rører vi altså ikke det satans køkken igen.

Min søn skulle egentlig have været der til at tage fat i den anden ende af det tunge, men han har stort set været fuldtids enefar i flere måneder. Det er da også sjovere at lege med sin unge, end at blive kommanderet rundt med af de gamle.

Så må vi invitere dem på middag (lammekølle), når køkkenet bliver brugbart igen.

Smutter derud igen for at beundre værket.

Hvilke kommentarer til sin blog, skal man godkende til offentliggørelse?

Efter min mening stort set alle, bortset fra spam. Det kan jo ikke komme som en overraskelse, at nogle har en anden mening og giver udtryk for det.

Hvis man kun bruger sin blog til selvforherligelse,  ser stort på fakta og sletter indlæg med en en anden, måske korrigerende mening, så er man helt ærligt på sk——-.

Troværdigheden røg samtidig med trykket på delete.

Jeg har ikke oplevet det personligt, men har kendskab til det. Nogle af mine bedste venner og veninder er jeg kommet i dialog med, netop ved at udtrykke MIN modsatte mening.

Hvis man er så stor en kryster, at man ikke kan tåle evt kritik af indlæg, bør man undlade dem.

Ja ja. Det er jo bare min mening.

Forårshilsen fra min ældste søn. Jeg sætter en på hans grav i morgen.

Da jeg vandede og gødede hans orkide i dag, var den fyldt med store knopper og en smuk blomst. Jeg fik hjertebanken og tårerne flød.

Jeg savner ham så ubeskriveligt. Jeg ved, det er 3½ år siden, jeg mistede ham. Tiden har ikke gjort det nemmere. Smerten er den samme.

Jeg kan få psykologhjælp og terapi, siger de. Hvad f—– skulle det hjælpe eller ændre? Jeg føler ingen trang til at fortrænge, glemme eller danse sangvisk rundt, for at dulme kendsgerningen. Jeg har brug for minderne og kærligheden til mine børn, uanset hvor ondt det kan gøre.

Jeg frydes over at se min yngste med hans datter. Det giver livet mening igen.

I morgen vil jeg køre på kirkegården med en påskehilsen til Gustav.

Jeg elsker mine unger.

Vi må nok erkende/anerkende, at mange DANSKLÆRERE SOVER I TIMEN.

Hvad undervises der egentlig i , når dansklærerne delagtiggør eleverne i sprogets skønhed og ordenes rette brug?  Nogle små, men vigtige underrubrikker i sprogets væsen:  Sprogforståelse og sprogbrug.

Hvad der irriterer mig grænseløst, er brugen af ordene:  Erkende, anerkende.

Vi hører næsten dagligt på tv eller læser i andre medier den forkerte brug af ordene. Det er endda begyndt at snige sig ind i lovtekster/lovforslag.  Det kan blive sjovt i en retsforhandling.

Jeg fatter ikke, at den danske retsskrivning skal ændres grundet mennesker, der ikke gider slå op i en ordbog eller bruge et staveprogram.

Det var så dagens meget sure opstød.

BØVS! 

Og så gik det løs med ombygning. Uønsket arv.

Jeg fik ikke de sidste vitrineskabe og det til bradepander i går, men vi når det måske.  Jeg troede, vi var færdige med køkkenet i sidste runde, men nu skal den sidste væg også laves om.

Satans osse. Han har skruet mit meget brede lange solide arbejdsbord fra hinanden og sat det til brænde. Bordpladen er 3 cm tyk. Nu får jeg en bordplade, der kun er 62 cm dyb, og derover vitrineskabe. Så der kan jeg ikke arbejde.

Det var nu ikke så tosset at få bordet ud. Der var ligesom lidt af et lager under. Den gamle ville have det ud, fordi han vil have alting stående i bordhøjde og jeg pakker det væk. Så må vi se, hvordan det nye system fungerer.   Skabe med udtræk osv. Jeg kan da brokke mig med god grund, hvis det ikke fungerer og han roder. Han har selv valgt det sådan.  .

Så det er altså: Buk eller suk. Fnis!

Jeg fik sendt en mail til nogen om noget arvegods, jeg ikke ønsker. Jeg fik det, da personen var i live som gave. Nu er det bare sådan, at det er ikke alle personer, man ønsker at mindes. Vedkommende præsterede kun to  gode ting. Så: Lad gå videre—

Nå- Hvis de andre ikke vil have det, ryger det til genbrug eller container. Jeg vil faktisk nyde det. Så som I ser, er jeg ikke altid den naive, gode tilgivende Kirsten. Jeg har også mine grænser. Knivskarpe.

Nu er der dømt afslapning  inden aftenhygge.

Dum dum dag.

Jeg startede dagen med at finde de skabe, jeg har brug for. Lavede en aftale og alt i skønneste orden.

Så skulle jeg lige bruge et par timer på at finde koden på bilradioen. Interesserer mig ikke en bønne. Når jeg kører, er motorlyden musik nok.  Men ok. Hvad gør man ikke for Vor Frues lystige skabninger.

Nu havde jeg været flink, men men men. Da jeg ville bruge den store bil til afhentning af skabe, var den uden døre. De skulle lakeres.

Så er spørgsmålet: Skal jeg sende ham afsted på en Long John eller vente på næste tilbud? Det er er kun 50 km. hver vej.

Jeg må nok hellere tilgive ham, melde afbud og servere te.

Nu er jeg forpustet af alt det forår. Få bare ingen ideer. :D

Tak skal I have. Alt duftede af forår, der skulle ske noget. Altså gik det ud over soveværelset. Dyner og puder stod i kø foran vaskemaskinen. Jeg er ikke færdig endnu.

Vi havde engang en meget følelsesladet diskussion her på vejen. Skal man starte dagen med at rede sengene? Jeg sagde nej. Dynerne tilside, gerne udenfor til luftning. Nabokonen mente, at man altid startede med sengeredning.  Jeg vil nu gerne i en frisk seng. kender jeg dem ret, diskuterer de endnu

Det hårdeste arbejde var at overbevise manden om, at det er nemmere at lægge lagner på, når man er to. Det lykkedes efter hårdt smæk med døren og “blikket”.

Nu kan vi hvile lidt i nye dyner og friske lagner. Det er ikke så ringe endda

Så forårstræt har jeg aldrig været før.

Kan jeg ikke snart gå i seng igen? Jeg er træt.  ;) Det hjælper heller ikke meget, at her er alt for varmt. Vores fyr er lige stort nok til -10 og derunder, men altfor stort til + grader. Jeg kan ikke så meget som rokke med ørerne i 22 graders varme. 18 grader inde, er rigeligt.  Der er kun åbent for 2 radiatorer i hele huset.

Blomsterne pibler op alle vegne. Farverne begynder at brede sig, og fuglekoret får flere stemmer. Er det ikke herligt. Vasketøjet tørrer udenfor igen.

Mand og hund kommer glade tilbage fra deres ekskursioner. De sætter deres sorte præg på den lyse parket. Så er det, jeg skal tage en lynhurtig beslutning. Skal jeg brokke mig eller nyde øjeblikket med dem? Jeg vælger det sidste og kører hurtigt og en anelse demonstrativt over gulvet med moppen.   Men jeg smiler stadigt. Jeg elsker ham jo det meste af tiden.

Nu er det ud med mere vasketøj. Min “ven” opvasken, og så en ½ time på den ene side.

Kreeret ny lage til lageagurker. Muskelbøffer :D

Sikke da en sur dag. Alle, jeg talte med var sure eller nede. Det bliver ikke i dag, jeg besvarer mails. Jeg har ikke evnerne til at være pauseklovn.

Vi er nu ikke bedre i dag.  Så opdagede jeg, at den gamle havde købt de gode pølser og smidt dem i fryseren. Jeg skulle slet ikke presse ham for at gå med til en hot dog til teen. Slap af, ingredienserne er så sunde som muligt. Jeg kom i tanke om, at lageagurkerne til var meget kedelige. Altså si lagen væk og lav en ny. GODKENDT med flere stjerner. Jeg trænede også ½ time ved ribben. Man er vel hellig 

Så så jeg lidt af en udsendelse med muskelbøfferne. Ja ja, smag og behag er forskelligt. Jeg kan bare ikke se fornuften i, at deformere sig selv med overflødige showmuskler uden nytte. Mange har et lillebitte hoved på en tyrenakke, der dårligt kan drejes på grund af muskelmassen. Somt sagt, det er ikke mit skønhedsideal. Jeg kan da godt lide muskler, men ikke som identitet. En god kost og bevægelse giver en pæn normal krop.

Jeg har printet bingosedler ud til i aften. Jeg har intet imod at vinde.

Hyg Jer derude. Solen skinner snart på os igen.