ABDUL VAHID PEDERSEN OG NETTO PÅ NØRREBRO

Netto har lukket sin filial på grund af vold og trusler mod personalet. Det har jeg forståelse for. Netto er en discount butik, der giver borgere i området mulighed for fordelagtige indkøb. Jeg reklamerer ikke for dem, men pointerer bare. Intet firma kan sælge til discountpriser og samtidig finde pengene til måske livsbevarende  sikkerhedsvagter.

Så går Abdul Vahid Pedersen ind i sagen sammen med en formodet bandeleder fra miljøet. De vil have mæglingsmøde med Netto. Det er både groteskt og latterligt.

Dansk lov og borgernes (uanset herkomst) sikkerhed skal da ikke sikres af en formodet bandeleder og en etnisk dansker, der har har fraskrevet sig alle danske værdier. Jeg vedgår åbent,  at jeg betragter A. V. P. som landsforræder. Han kan for min skyld skifte religion som andre skjorter, men hans foragt og nedbrydning af danske værdier kan og vil jeg ikke acceptere. Han misbruger hans eget demokrati til at nedbryde det. Har han overvejet, om man ville acceptere ham som imam i et muslimsk land?   Aldrig! Der ville han også blive betragtet som utroværdig overløber.

A.V.P.  og bette A. gør heller deres trosfæller nogen tjeneste med deres aktion. Tværtimod! 

Det går mig også på, at de mener at have mere magt og indflydelse end ordensmagten og lovgivningen.

Sådanne mennesker blokerer for enhver form for fællesskab og danske værdier.

Vi respekterer vore tilflyttede venners rødder og de vores. Sådan skal det være. Det er dansk.

Jeg vil altid bekæmpe mennesker, der vil ødelægge mit samfunds grundtanker.

Mobilsnak forbydes i børnehaver. Godt gået!

Det var da et yderst fornuftigt tiltag. Prøv selv at se situationen, når børnene bliver hentet og bragt. Forældre der ævler løs, mens de åndsfraværende klæder barnet af eller på. Mange ser ikke engang barnet, men foretager handlingerne pr. automatik. Bare snak snak eller sms,e i en en uendelighed.

Det er højst tænkeligt bare ubetænksomhed, men det kan gøre ondt. Om morgenen skal barnet lige suge den sidste rest forældrevarme og kærlighed til sig før en lang dag. En tryg afsked.

Der skal fortælles om eftermiddagen. Barnet har ventet på at fortælle om dagens hændelser og på at få forælderens udelte opmærksomhed, og alligevel kværnes der. En uheldig start på “Ulvetimen”.

Før mobiltelefonens terror måtte jeg selv vænne mig af med at sige:  Lige et øjeblik! Det var vist ligeså slemt, og børnene hadede den bemærkning.

Jeg selv hader, når folk i mit selskab pludselig begynder at tale i mobilen eller modtage/ sende sms,er i en køre. Det er uhøfligt, uforskammet, ringeagtende og møgirriterende. Jeg gider ikke samtale eller samvær på de betingelser.

I dag vil jeg købe et skilt, der viser mobilforbud og klistre det på hoveddøren. Så kan de lære det—eller blive væk.

Det er bare lykken

Vi købte vores nye kamera i går. Der fotograferes på livet løs. ? Det er stort ligeså godt som et “rigtigt” kamera. I ved, disse oldtidsfund der kun bruges af professionelle nørder. Jeg elskede dem bare, men det her er billigere i brug.

Nu skal der så spares lidt et stykke tid. Det er nu stadig billigere at købe det rigtige med det samme, fremfor at prøve sig frem med billigere produkter. 

Solen skinner, temperaturen er passende, og vi har det godt.

PINLIGT, PINLIGT, PINLIGT og så lidt til. Vi kom for sent.

Ja ja Anjoe, nu forstår du sikkert kommentaren til din blog.

Det var en af den slags katastrofer, vi alle frygter. Vi var inviteret til 2×70 år ved min svigerinde og svoger. Vi glædede os og havde planlagt udover gaven at medbringe vores superkringle og syltede grønne tomater til min svoger.  Jeg havde købt ny kjole og udsat næste laserbehandling til d. 29-6.

Altså masser af tid.

Vi var lidt trætte i søndags, og Peter havde ansats til migræne. Altså lagde han sig og jeg ville være solidarisk og følge efter.

SÅ RINGEDE TELEFONEN!

” Hej, det er Kirsten, er I på vej? Hvilken Kirsten, på vej hvorhen. Ja til forsamlingshuset på Fyn til fødselsdag”

Dyb tavshed, mens jeg desperat overvejede en “troværdig” forklaring. Jeg måtte opgive og indrømme, at vi troede, det først var næste søndag. Min niece spurgte meget utålmodigt, om vi var på vej. Kan forstå hende. Jeg selv ville være eksploderet i flere etaper. Godt klaret Kirsten.

Altså: Lynhurtigt finde et pænt kort til gaven, det nærmeste søndagstøj og afsted. Vi havde to mega skybrud på vejen, der kun gav 25 m. sigt, og vejen var som en vandrutshebane.

Vi nåede så frem 4 timer efter alle andre. Så måtte vi gå frem til fødselarerne mellem alle bordene. For mit indre blik så jeg en katolsk præstevielse, hvor den kommende pater smider sig fladt på gulvet med ansigtet i jorden.   Og der var to tomme pladser ved højbordet. Vores.

Kan det blive mere pinligt?

Jeg håber, de mente det ærligt med tilgivelsen. Vi havde nogle skønne timer med familien, før turen beskæmmet gik til bage til det sønderjyske.

Kyllingen og jeg genoptræner. :)

Her er “krykhusarerne” stationeret. En stakkels halvstor kylling havde åbenbart hængt fast i et eller andet. Ihvertfald havde den et sår, 3 cm langt og ½ cm bredt sår på det ene underben helt ind til benet. Foden var misfarvet, hævet og slap. Hvad gør man så, hvis man er så skør med dyrene, som vi er? Det er jo kun en kylling, men —

Altså: Benet i lunt sæbevand, masser af pennicillinpudder og en halvstiv, åndbar plasterforbinding. Efter 5 dage blev forbindingen taget af. En smuk fod med normalfarve og ingen betændelse.

Nu går vi sammen i drivhuset, og den kan næsten bruge benet igen. Vi fik lidt hjælp ved at se i bogen om krigskirurgi og skader, samt søfarendes lægebog.   Det er gode værker at have under det nuværende sundhedssystem, hvor HURTIG LÆGEHJÆLP  ikke er en selvfølge, men en undtagelse.

Det er hårdt at være kylling/høne.  Først kampen for at komme ud af æggeskallen, opdage at livet skal leves bag tremmer for derefter at miste hovedet.   

Nu skal vi på græs.

“Bragging Villy” (Villy Søvndal) og Fort Bragg. Mr. Know it all på glatis.

VS har altid ladet os andre forstå, at han alene ved bedst. Hans pralerier om egen person har vildført vælgere i en salighedsrus.

Mon ikke hans r–tur på den Grønlandske is, har kølet hans vælgere lidt ned. Man kan vel håbe.

Hans optræden i BT har efterladt et evigt grin på manges ansigter. Han er uddannet skolelærer. Det bekræfter et og andet om det danske uddannelsessystem. Jeg er ikke ked af, at han ikke er beskæftiget som lærer.

Som stifteren af partiet SF ville have sagt:

“Jeg giver ikke 5 flade ører”

Kyllingelazarettet i Sdr. Elendighed.

Vi er måske en anelse tossede med vores dyr. Men hvorfor ikke? Deres liv er kort, og de er ureligiøse og upolitiske. De har en hakkeorden, der sørger for ro. Det er næsten menneskeligt. 

I dag skal min ynglings hanekylling sættes tilbage i hønsegården efter sårbehandling og pennicillinkur.  Så kom den næste store kylling med såret fod, og lazarettet fik en ny gæst. Den fik foden i vand og blev forbundet. Nu sidder den veltilfreds og nyder maden.

Selvfølgelig er det gak, vi slagter alligevel de fleste i efteråret. Vi kan bare ikke lade være. De skal have det godt, mens de er her.  

Nu skal jeg være jordemoder til årets sidste hold.

Nogle er meget vrede på mig. Så har de forstået, hvad jeg sagde. ;)

Der er altid nogen der ømmer sig, når man kaster en sten. Det var tilsigtet.

Jeg argumenterede for at have friheden og retten til at ytre mig, og leve som jeg vil i mit hjemland:  DANMARK

Jeg nægter at indrette mig efter andre kulturers regler og foreskrifter. Min ret bliver trådt under fode hver dag af lallende såkaldte menneskerettighedsaktivister. Den bliver krænket af mennesker, der misbruger vores ytringsfrihed til at agitere for deres regler.

Jeg påpegede overfor en meget aktiv debattør, at vi forlangte gensidig respekt og har krav på, at vores danske kultur har første prioritet i Danmark.

Det var en af mine venner, der gjorde mig opmærksom på en hjemmeside, hvor mine meninger og min person blev sjoflet, så det basker. Jeg kunne ikke forstå hverken bogstaver eller sprog, men fik det oversat.   Kujoner. De kunne ligeså godt have skrevet det på dansk ,engelsk eller tysk fra starten.

En gæst er en ven på gennemrejse.

Eller?

Hvilket folkefærd stjæler mest?

I har sikkert alle jeres fordomme og top-10 liste. Tænk, hvis det var så enkelt.

De fleste har sigøjnerne som nr. 1. De er altså ikke alle ens. Der findes også mange af dem, der er ærlige. De er handelsfolk og så er det bare om du kan finde ud af at handle selv. 

På andenpladsen har de fleste tilflytterne. Luk dørene og lås vinduerne.  Pas på pas på.

Så kommer det sjove. Vi har oplevet meget som indehavere af en genbrugsplads, så vi kender de største tyveknægte.  De er hverken sigøjnere eller tilflyttere.

Dem der lige snupper en skruetrækker eller en nøgle. “Det lå jo bare der, og er ikke noget værd” Hvorfor fanden hugger de det så? De bliver endda dybt fornærmede over at skulle aflevere og blive smidt ud. De havde jo kun værktøj for flere hundrede kroner i lommerne.

Så tænk lige over Jeres top-10 liste.

Den kan revideres.

Min gårdsplads som international markedsplads.

Det har været nogle sjove, men anstrengende dage på min gårdsplads. Hvorfor rejse ud, når hele verdenen kommer til os.

Vi skulle sælge en bil og en knallert for en anden. Det tiltrak flere nationaliteter. Det var hårdtarbejdende mennesker af anden nationalitet, der hovedsageligt arbejder i landbruget.

De kommer ikke sovende til deres mindsteløn. Hvis jeg var uforskammet ville jeg sige, at lidt flere af dem, og landbrugsstøtten ville være overflødig. Timer er jo bare dele af et døgn.

Det var sjovt at høre deres historier om arbejdsophold og betingelser i forskellige lande. På et tidspunkt blev der blandet 5-6 sprog sammen. Det var en anden udgave af flodskippernes sprog. Hver gang man mener at have fundet nøglen og melodien, forsvinder meningen. Hvis jeg ikke kendte det fra barn, ville jeg have været meget ude.

Jeg nød det nu. Jeg endte også med penge i hånden og klap på kinden.

OG forståelse for en lidt overset del af den danske arbejdsstyrke.