Tilgiv din bror 7×7x7 osv, eller “Vend den anden kind til”
Det lyder da smukt. Vi har vel også allesammen ladet os friste til at prøve det.
Jeg har hørt og læst utallige fortolkninger af disse ord. Jeg har endda gjort mit bedste for at efterleve dem. Jeg har nu mere behov for en brugsanvisning.
Jeg kan tilgive, hvis der er bare det mindste grundlag for tilgivelse. Men jeg må have lov til selv at sætte grænsen.
Så er der det med den anden kind. Jeg har altså kun to. Jeg har fra fødslen været udstyret med to røde æblekinder uanset vægt eller livsstil. De er altså ved at være slidt op. Jeg kan heller ikke dreje hovedet hovedet hurtigt nok, så slagene bliver ligelig fordelt. Det er som at være tilskuer til en meget hurtig tenniskamp.
Kunne vi ikke lave det om til: “Stik en ny hage frem.”? Så kunne jeg vælte mig i lækker mad og tilføje en ny hage, hver gang den gamle var slidt op.
Ja ja, det var bare sådan en tanke.