Så er jeg næsten opretstående igen. Vores fuglekonge og solsort.

Lastbilen står midt på min kønne græsplæne foran huset. Hvor køn den så vil være, efter den tunge bil, tonsvis af sne, hvor det er ryddet en gang med en gummiged,— Det vil vise sig. vi fortrak bare at trække bilerne væk fra vejen. Vi har prøvet at få ramt en personbil, en varebil, cykel og hvad der ellers var på een gang af en bil, der kørte galt i sneen. Man kan vel lære.

 Vores solsort sidder under lastbilen og spiser sit daglige æble og sin fedtportion. Fuglekongen ville også have mad. Jeg troede ellers, den spiste ved hønsene, men den vil maden mere fedtholdig.  Vi elsker at sidde og iagttage dem.

Det har været en hård tid. Den gamles landinger er ikke bedre end mine, så han fik rygproblemer. Det var så synd, for vi var inviteret til middag hos nogle kære venner. De gør altid en masse ud af det og det er så hyggeligt og rart. Nu er de vist sårede. Det er jeg ked af.

Jeg fik iskias d. 10-1. Jeg prøvede at komme over det selv med diverse medikamenter og husråd. I ved jo selv, hvor nemt det er at komme forbi lægens telefondrage. Jeg måtte overgive mig til sidst og kom tudende derind på min krykke. Vi kan da ikke forlange, de skal køre i snevejr. Jeg fik så et “skud for boven”. Nu kan jeg næsten rette mig ud, men er på tvungen slankekur. Den læge, der var der, gav mig en kæmpedosis binyrebarkhormon. Det kører ikke rigtig sammen sukkersyge, Så jeg får  mere insulin end mad.

Nå, jeg kommer nok igennem det. Det er prøvet før.

Vi har slet ikke været på vores Tysklandstur endnu. Vejene har ikke været til det, men jeg har snart abstinenser. Jeg vil gerne snart se noget andet, end det hjemlige.

Vi har det nu godt. Efter så mange år sammen er der en sjælelig ro i at være sammen og dele hverdagen på godt og ondt. Alligevel kan vi stadig opdage nye tin

test Filed under Lidt om alt | Comment (0)