Når tyven kommer på besøg, igen og igen—
Jeg er vred. Jeg kunne spy ild og blod. 
Jeg har flere gange haft fornemmelsen af uønskede besøg. Jeg har ikke kunnet finde flere ting, jeg 100 % vidste, hvor var. Jeg har slået det hen med stress og omrokeringer grundet den gamles byggematerialer. Til sidst begyndte jeg faktisk at betvivle min mentale tilstand. Jeg mener, det kan da ikke altsammen blive flyttet og gemt væk, uden at jeg kan huske det.
Det er jo sådan, demensen begynder at vise sit grusomme ansigt.
Jeg begyndte at trække mig ind i mig selv og være meget påpasselig med, hvad jeg ytrede i diverse medier. Jeg blev også dybt nedslået. Derfor var det næsten også en lettelse, da vi så beviserne for tyverierne.
Denne gang var det bl. a.mine glas, man havde plukket af. Nogle af de glas, jeg har fra mit barndomshjem. De kommer kun ud af den aflåste glasvitrine til højtider. De sættes altid tilbage på samme plads. Alle pokalerne og en del af andre størrelser var væk. Lågerne var presset op istedet for at flytte nøglen.
Det var også tydeligt at se, hvor der var taget andre ting fra. Det støver nemlig, når man renoverer, så de bare pletter er tydelige.
Vi blev ikke mindre vrede af at vide, hvem det er. Nej det er hverken familie eller nærtstående, men dog et menneske, vi har vist tillid.
Det er en tung skuffelse at komme over. Nu overvejer vi konsekvenserne. Raseriet skal lige være dæmpet så meget ned, så vi kan tænke rationelt igen. 
Jeg vender positiv tilbage
