Og så er der gang i køllen.
Ha ha! Gad vide; hvad I tænkte.
Det er en lammekølle. Vi elsker det, og den er jeg specialist i. Vi laver hver især, hvad vi er bedst til. Når den er færdig, har den en skorpe af krydderier ( ikke for lidt og ikke for få) og røget spæk. Der er rodfrugter og halvkogte kartofler rundt om i bradepanden. Saucen tilberedes med tyttebær, champignon og rundes af med lidt kraftig rødvin og lidt fløde.
En gudespise.
Jeg har så tit hørt den der med uldsmag i lammekød. Jeg ved ikke, hvordan folk kan få den smag frem i kødet. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, hvis kødet er godt hængt. Da vi i sin tid fik slagtet de temmelig gamle moderfår, ledte mine smagsløg efter uldsmagen. Der måtte da være noget om snakken, troede jeg. 
Jeg tog heldigvis fejl i min formodning. Det var simpelthen pragtfuldt. Lamme/fårekød har også den fordel, at det kan laves til hvadsomhelst. Vi er pjattede med det og samtidig kan vi servere det for både jøder og muslimer. Altså lige bortset fra at fløden må udelades ved jøderne.
Nu er der dømt en time på den ene og anden side, mens den simrer færdig. Og så starter vi vores eget lille sunde ædegilde.
