Hvad sker der så her?

Næsten ingenting.   Vi er begge trætte efter 8 dage uden vores sædvanlige middagslur.  Grin bare, men det er en svær vane at slippe. Da den gamle troede, han endelig kunne slappe af efter en hård uge, så skulle han lige—–tidligt om morgenen osv. Jeg har ikke været til meget hjælp grundet Listeria  ( badeværelse med kummer foretrækkes)  fra lørdag morgen sidste uge og stadigvæk. Frygteligt irriterende, men jeg har fået mange gode ideer vedr. renovering af badeværelset.

Nu har jeg endelig fået ham til at slappe af og hvile sig. Ikke den nemmeste øvelse, men nu lyder hans ZZZZZZZZZZZZZZZzzzzzzzz gennem hele huset.

Jeg venter bare på en, der skal hente en fryser, der ikke levede op til aftalen.

Ellers er jeg  somænd bare en sur pauseklovn, der altid hopper og springer efter andres behov, mens jeg spændt venter på, at de gengælder tjenester mens jeg forsømmer vores eget.

Det vil jeg nu henføre til fortid. Jeg ser med med glæde frem til en superegoistisk fremtid. Ja jeg er sur. Det plejer nu ikke at holde så længe.

Bliver fluer født med GPS ?

Jeg bliver vækket af to terroristfluer hver morgen kl. 03.  Den ene lander til stadighed på mit øre, samme sted igen og igen. Efter landing speeder den helt op for motoren. Jeg jager den væk. Den kommer igen. Jeg tager tæppet over hovedet. Ha! Det tager den som en udfordring. Den lander bare med brølende motorer på nøjagtigt samme sted over mit øre på tæppet.

Den anden flue finder et sted på armen og laver samme nummer.

Jeg forestiller mig disse fluer klædt i pilottøj og blafrende remme på hjelmen. Det er noget i stil med ” Den Røde Baron”.

“Mål i sigte, angrib”.

Jeg skal nok få ram på dem.

Vi nåede det. Lidt update

Ja, jeg ved, at jeg har glimret ved fravær. Mit kontor er optaget af en kær gæst, og jeg er optaget af mig selv. Nogen skal jo være det.

Vi har også været til 70-års fødselsdag.

Denne gang kom til vi til tiden på den rigtige dag til fynsk fødselsdag. Vi fik skøn grillmad lavet af en mester, ( vores niece) og pragtfuldt tilbehør. Så skal I have sammenkomster på Fyn, så spørg mig om det bedste sted og den bedste mad. Jeg ved det.

Det sjove er, at næsten intet har forandret til familiefester siden jeg var barn. Den eneste ændring er, at mændene og kvinderne ikke deles op i likør og cognacdelen. Vi fejrer sammen. Ellers er alt, som det altid har været. De mindre børn leger sammen på fuldt tryk. Pubertetsbørnene gaber høfligt og finder fælles beskæftigelse. Osv, osv. Vi gamle sidder selvfølgelig og praler af vores børn, der til gengæld mener, vi burde holde kæft.

Altså en tidslomme, der gentages i en uendelighed.

Så vi hyggede os gevaldigt. Heldigvis kørte sønnen, så vi kunne udrydde evt. tørre pletter.

Solen skinner, og jeg nyder, at mit liv rummer kærlighed, samhørighed og bliver beriget om lidt med: Stegt flæsk og persillesauce.

Min elskede søn. Hvad skal vi gøre ved denne dag?

Det er din fødselsdag. Du ville nu være blevet 38 år. Ville du være blevet “voksen” i de mellemliggende snart 4 år, vi ikke har set hinanden. Jeg tror det ikke. Du ville sikkert stadig være draget af eventyret, og jeg ville af angst have været svært utilfreds med dit seneste påfund. Jeg ville dog som altid have affundet mig med det, og glædet mig til et telefonopkald med et glad:” Hej mor”, og jeg ville svare ” Hej Unge” 

Hvad ville jeg ikke give for at høre det igen. Der står i en sang af Grundtvig. ” Moders røst er den spædes fryd og glæder, når issen gråner”

Den skønneste lyd har for mig  altid været mine ungers lyde. Ekkoet fylder mit hjerte med kærlighed. Det giver livet  indhold, selvom jeg har mistet dig.

Du og din broder er det smukkeste i mit liv.

Nej, jeg klamrer ikke.  Sorgen og mine tanker vil bare ikke slippe mig.

Jeg har lige været på kirkegården med hilsener til dig og vores barnebarn. Det er hårdt at blive konfronteret med kendsgerningerne.  Nogle finder fred ved disse besøg. Det gør jeg ikke.

Sangen slutter:

Sødt i lyst og sødt i nød

Sødt i liv og sødt i død.

Sødt i eftermælet.

Jeg elsker dig.

Er venskab og sympati afhængig af ” Den rigtige mening”?

En af mine blog-veninder brokkede sig over denne indstilling.  Hun havde fået skæld ud og mistet samtalepartnere. Så spørger man selv, om disse personer virkelig er voksne mennesker.  Jeg ville kede mig ihjel, hvis jeg kun talte med mennesker af samme mening. der er vel ingen grund til at tale sammen mere. Vi kunne bare i fuld enighed sidde som et par nikkedukker, tavse og nikkende.

En fantastisk kulturel berigelse.

Nikke-Nikke. ZZZZZZZZZZZZZZZZzzzzzzzzzzzzzzzzzz————

Hvad jeg skriver, er mine følelser, tanker og overvejelser, den dag jeg skriver det. Min blog er min dagbog og ikke et politisk manifest. Jeg elsker at læse andres meninger og tanker. Det sker, at jeg ryger i flint og kommenterer, men jeg bliver IKKE uvenner med dem. Vi udveksler synspunkter og argumenterer hver især for vores. DET er berigende, hvad enten det flytter noget eller ej. Jeg bliver da heller ikke uvenner med folk, fordi de udsmykker deres hjem med nelliker, og jeg synes, disse blomster udtrykker død og elendighed. Jeg kan stadig glæde mig over deres pragt.

Vores meninger er sammensat af erfaringer, overvejelser og følelser.

Vi lever.

Nej! Dagens tanker var ikke rettet mod eller til nogen. Det var: Tanker.

Kvinder og sex-legetøj.

Jeg havde aldrig troet, at jeg ville ytre mig om sex. Jeg har alligevel (undskyld udtrykket) ladet mig hidse op til det.

Jeg læste, at kvinder købte mere og mere sexlegetøj. Nu har man i årevis talt om, at partneren skal udtrykke sine ønsker. Der skal TALES om det. Både før, under og efter. En kvinde udtalte, at nu havde hun fundet frem til til det teknisk perfekte, men var alligevel ikke tilfreds.

Det tror da fanden! Skal det foregå efter en drejebog på natbordet og evaluering under forløbet, så kan det da ikke blive mere kedeligt og følelsesløst.

Hvis jeg var sex-terapeut, ville jeg sige:

Hold kæft-føl-nyd.

Fødselsdag med lidt forhindringer.

Det blev en dejlig dag, men der var et par forhindringer. Jeg startede dagen med at gå lidt forsigtigt i gakket gangart. Det var lidt nyregrus, der ville forlade mig. Absolut min egen skyld. Jeg kan jo bare tage min medicin, men den bliver jeg syg af dagligt. Så hellere lidt grus og en Kaptajn Vom fod indimellem.

Jeg fik lavet vores middag og skulle i gang med lagkagen. —- Så besluttede en 500 l. fryser sig til at stå af.  Jeg havde sagt til ham længe, at el-forbruget ved fryserne var hastigt stigende. Jeg kontrollerer målerstanden hver dag, for at undgå overraskelser. Selv han måtte indrømme, at 25 kw på et døgn var i overkanten.    Altså fluks til computeren og finde en anden. Det lykkedes, og jeg fik da også nasset mig til lidt fødselsdagsrabat. men så måtte JC og den gamle køre efter den.

Jeg har så lavet lagkagen i dag med en ny chokoladecreme kreation. Jeg har selvfølgelig brugt den dyre hollandske cacao.  Jeg spiser et stykke, når jeg er færdig, hvad enten de er kommet hjem fra næste indkøbstur eller ej.     

En dejlig drøm, et vidunderligt minde.

Da jeg flyttede fra min ældste søns far, blev det til et gammelt hus i Sønderjylland. Det kostede ikke noget særligt at bo der, men jeg skulle selv sørge for vinduer. Det hjalp på trækken.

Jeg havde slået slutstregen for at leve et fredeligt liv. Mine midler havde han jo formøblet. Jeg havde min SU og Su-lån. Jeg havde også min gamle bil, og mit togkort til seminariet. Jeg betalte alt selv uden nogen form for almisser fra det offentlige. Jeg søgte ikke engang.  Vi var fattige, men vi var så lykkelige i vores tosomhed. Det var en af de bedste perioder i mit liv. Det var ikke nemt, men skønt. Tøjvask for eks. var 4 slag pr. l med pumpen. Så op i baljen med bare tæer og bearbejde det. Det gjorde vi sammen. Vi plantede også ligeså meget græs som porrer ud i snorlige rækker.

Vores nye liv var bare skønt.

Jeg drømte mig tilbage til en sommerdag. Jeg var ved at hænge tøj op. Jeg hørte min søn pusle inde i træerne. Det var befriende, at han ikke hamrede, for så havde han ikke fundet mine søm endnu. Hø og græs duftede. Hundene dovnede og hønsene gik i vejen.

Så hørte jeg ham forsøge igen og igen at fløjte. Jeg begyndte at synge. Det elskede han. Han kom hen til mig og puttede sig. Sådan et kærlighedsøjeblik er det største, en mor kan få.

Så vågnede jeg. Glæden i mit hjerte var ——Nej jeg har ingen ord, der dækker.

Jeg har heller ikke nogen ord for mit savn.

 Kan han mon stadig høre min sang til ham?

Socialt bedrageri. Skal vi anmelde naboen?

Jeg vil sige nej. Myndighederne har alle muligheder for selv at kontrollere. De kan sammenligne levestandard med indtægt. Forhøre på motorkontoret om indregistrerede køretøjer, og se hvilke boliger/ejendomme der betales ejendomsskat på. De kan besøge familien for at tale om skatteansættelse osv osv. Samtidig ser de så også om hjemmet er fyldt med designermøbler og lign. 

Det kan altsammen lade sig gøre indenfor rammerne af gældende lovgivning.

Det er straks sværere, når det drejer sig om: Bor sammen eller bor ikke sammen. Skal man straffe folk for at tage en prøveperiode? Skal man ødelægge et begyndende forhold, ved straks at forlange enten/eller. Moderne mennesker er som hovedregel oplyste nok til ikke straks at dele økonomi. Forelskelse er een ting, adgang til bankkortet noget helt andet. Der kan heller ikke forlanges, at en ny partner betaler for andres børn.

Anonyme anmeldelser for socialt bedrageri kan også udvikle sig til regulær chikane mod naboer og familie. Det har vi næsten alle oplevet i nabolaget. En meget emsig nysgerrig person anmeldte alt, hun troede var regelbrud af den ene eller anden art. Det var alt fra arbejde til børneopdragelse. Det bragte mange af os i midlertidige vanskeligheder, da vi skulle dokumentere, at det var urigtigt. Det har kostet meget tid, papir, penge og ærgelser. Der var ikke hold i en eneste anmeldelse. 

Før var vi alle meget åbne overfor hinanden og fortalte alt. I dag foregår kommunikationen på et meget formelt ligegyldigt plan. Den skade er uoprettelig.

Så skal vi opfordres til at melde hinanden?

NEJ

Hvad bliver man da ikke udsat for? Hvordan kunne det ske?

Den gamle har fået en sportsskade. Ja! I læste rigtigt.  ;)  Det gør grusomt ondt fra knæet, opad låret og til midt på ballen. Altså senen. Det er selvfølgelig min skyld, fordi jeg forlangte færdiggørelse af nogle ting, så jeg kunne generobre huset. Hver gang han troede sig færdig, blev han sendt ud til saven igen for at lave flere lister til mig.

Når man kender hans indstilling til sport, samtidig med at han redder sig en typisk sportsskade, så kan man kun trække diskret på smilebåndet.  Jeg tænker bare på de gange, hvor jeg foreslået simple øvelser til afhjælpning af smerter.  Jeg ved nøjagtigt, hvad han ville sige, hvis jeg foreslog det igen. Jeg ved også, hvad jeg ville svare  osv. Altså siger jeg ingenting. Det sker virkelig, at jeg holder munden lukket. Tro det eller ej. 

Jeg mener bare, at når vi nu næsten har overstået 30-årskrigen, er der vel ingen grund til at starte en ny.